Lasse Raagaard Jønssons “ssn snnart” er stærke debutdigte om ordets betydning, mangel på sprog, talebesvær, sygdom og kærlighed.

Den fine digtsamling beskriver en række meget smukke og intense dagligdags situationer, der især kredser om fortæller-jegets mor, som har en uhelbredelig hjernetumor. I løbet af digtsamlingen bliver hun mere og mere syg; svulsten spreder sig. Behandlingen rammer ikke bare hendes krop, men også hendes sprog. Hun får afasi, og er ikke længere i stand til at mobilisere ord – hun kan ikke længere udtrykke sig. Afasi er i øvrigt græsk og betyder “intet sprog”.

Talebesværet bliver således en tværgående tema, idet forfatteren selv stammer. På fineste vis afdækker digtsamlingen forbindelsen mellem sprog og poesi. Fraværet af sproget gør opmærksom på, hvad det er gjort af; dets grundstene om man vil. Fjerner man grundstenen, sprogets materie, hvad er der så tilbage? Digtsamlingen kommer med et meget, meget fint bud, som lader både personen med afasi, og personen, der stammer komme til orde.

Centralt står kærligheden, der fortsætter på trods af sprogets deformation. Og jeg er dybt rør over, hvor fint og afdæmpet sygdommen, sorgen og angsten skildres. Hvor inderligt smukt kærligheden skildres – både i forhold til jegets mor og kærestes. Alt sammen skildres smukt og nedtonet med en så stor smerte og ømhed, at man kan tale om en moderne elegi.

Det oplæste og afvigende sprog, står selvklart centralt i digtsamlingen og det er spændende at læse, hvordan Lasse Raagaard løser dette problem rent sprogligt. Det får læseren til at stoppe op og tænke. Jeget reflekterer selv over sin stammen i en del af digtene, men det er alle de fine dagligdags skildringer og den helt særlige ømhed, jeg erindrer efter bogen er lukket.

Lasse Raagaard Jønsson er født i 1994, og er netop blevet færdig på forfatterskolen.

Lasse Raagaard Jønsson: snn snnart, Gyldendal, 82 sider, udkom den 19. februar 2021.