Folket i Finnskogen er på vej ind i det 20. århundrede. Det knager i fugerne i unionen mellem Norge og Sverige, for nordmændene – baggerne – vil have selvstændighed og deres egen konge, og truslen om krig gør det svært at være skovsfinne i de store skove i grænselandet mellem de to lande. Hvor hører man egentlig til, når ens forfædre for mange generationer siden indvandrede fra Finland og man i dag har slægtninge på begge sider af grænsen?

Nye generationer har taget over. Kun på den store gård Valkona sidder konen stadig tilbage. Hun er blevet ældre, og med tiden måske mere blid og mindre nærig. Andre må træffe valg: skoven eller byen? Eller måske endda Amerika? Det er lang tid siden, at de unge begyndte at søge væk. Da først skolerne og vejene var bygget, så var der mange der brugte begge dele til at komme væk.

Fortiden spøger dog stadig. Gammelt nag og gamle forbrydelser huskes stadig, børn der ikke kender eller vil kendes ved deres forældre. For nogen er det måske også svært at forstå, hvordan det var – før i tiden?

Det nye århundrede har åbnet sig for skovsfinnerne, og nogle forstår det bedre end andre, her i det femte bind af syvbindsværket. Familierne fletter sig sammen, skilles, forsøger at integrere sig men alligevel lidt holde fast i deres eget. Slægter følger slægters gang. Serien om Finnskogen er stadig poetisk, smuk og grum i beretningen om dette særlige folkeslag gemt og en overgang næsten glemt. Nu er de på vej ud af glemslen, men historien holder stadig og er stadig læsværdig. Man skal dog starte med bind et, og som tidligere savner jeg lidt en oversigt over personerne, for det er blevet lidt svært at huske hvem der er barn, barnebarn eller oldebarn af hvem.

Britt Karin Larsen: Det synger i løvet. 309 sider, Gyldendal. Oversat af Camilla Gellert Nielsen, udkom 2017