Der er noget utroligt tankevækkende og skræmmende ved at læse politiske romaner fra 1930’erne. Hvordan beskriver de stemningen i de år? Dem, der ikke vidste, hvordan det endte? Hvad tænkte de – så de det komme eller troede de på at der kunne findes en fredelig løsning på et Europa, hvor konfliktniveauet hastigt voksede?

Klaus Mann var en meget politisk forfatter, der måtte emigrere fra Tyskland i 1933 og På flugt mod nord er udgivet i 1934. Den skildrer en ung kvinde, Johanna, der via sine bror og kæreste er blevet engageret i det anti-nazistiske arbejde i Tyskland. Derfor er hun nødt til at flygte, og tager til Finland hvor en studieveninde bor. I Finland forelsker hun sig, og bliver dermed fanget i konflikten mellem kærlighed og pligt.

Hurtigt må Johanna vælge: Skal hun blive hos sin elskede i Finland eller genforenes med sin bror og (ex)kæreste i Paris, hvor de organiserer kampen mod nazismen, og blandt andet med livet som indsats rejser illegalt ind i Tyskland?

Johannas dilemma er forståeligt og frygteligt. Hun længes efter normaliteten og kærligheden, men føler sig forpligtet til at deltage i kammeraternes kamp. Kan man tillade sig at svigte, at søge egen sikkerhed og lykke, mens andre sætter livet på spil for det, man tror på?

På flugt mod nord er næsten profetisk, og hovedpersonerne ser klart truslen mod freden i Europa – både fra øst og vest. Det er næsten uforståeligt, at der kunne skrives sådan en romani 1934, både for dens politiske klarsyn (og pessimisme) og for den skildring af den selvstændige Johanna med det drengeklippede hår, der på den ene side bare gerne vil passe ind og på den anden side tør stå ud på godt og ondt.

Klaus Mann: På flugt mod nord. 290 sider, Forlaget Silkefyret. Oversat af Inge Nissen, udkom januar 2020