Så kom det sidste bind i Jan Guillous stort anlagte ti binds serie om Det store århundrede, hvor vi har fulgt fire generationer af familien Lauritsen. Dermed er det også tid til en anmeldelse – først og fremmest selvfølgelig af det sidste bind, men også af serien som helhed.

Det store århundrede begynder med de tre faderløse og fattige drenge fra Norge, der har så meget ingeniørtalent og får muligheden for at blive uddannet i Tyskland. Herfra spreder de tre drenge sig i de første årtier af 1900-tallet, den ene vender hjem til Norge, den anden – homoseksuelle bror – bor i England og den tredje deltager i første verdenskrig i Afrika på tysk side. Første bind er fremragende, og noget af det bedste Guillou nogensinde har skrevet, og de efterfølgende er absolut også god underholdning og interessante vinkler på de første årtier i det tyvende århundrede. Guillou har en forkærlighed for stærke, kloge og velhavende mænd, og det går da også de tre brødre godt, på hver deres måde.

Næste generation i familien har det sværere. Nu er familierne meget velhavende, men især den unge Harald kæmper med at finde sin rette plads. Det gør han ikke, og han er en yderst velkommen anti-helt i seriens ellers lidt renskurede univers med klare opdelinger i godt og ondt, da han vælger at tilslutte sig SS. Til gengæld er søsteren Johanne på den rigtige side, og således er der lidt balance igen halvvejs gennem serien.

Fra 1950’erne og frem taber serien desværre momentum. Vi er nu i Sverige, og følger i de resterende bind først og fremmest Erik Letang, tredje generation i serien, der efter en fattig (og noget kedelig) opvækst tilslutter sig venstrefløjen og bliver advokat. Han kommer i den forbindelse først tæt på Ulrike Meinhof fra Rote Arme Fraktion, og senere lander han trygt i Sverige med en socialdemokratisk kone. Således lever han også med i folkehemmet, også selvom Guillous forkærlighed for rigdom, succesfulde sportsfolk og ikke mindst god mad og drikke får lov til at blande sig med den krasse kritik af svensk indvandringspolitik, Säpo, pædofiliretssagerne i 80’erne og 90’erne, feminister og meget andet, som vi har mødt tidligere i Guillous bøger.

I Enden på historien åbner vi med at Harald genindtræder i beretningen efter at have gemt sig 40 år i Argentina. Dét var på tide, tænkte jeg, for vi trængte til den spænding og de konflikter, som den fortabte søn fra SS kunne bibringe historien, og jeg var grundlæggende nysgerrig efter at høre hvordan det var gået ham. Harald giver historien lidt swung og skæbne, men desværre bliver den personlige beretning og de personlige relationer overskygget af en langtrukken og egentlig ret kedelig retssag med det genforenede Tyskland om penge – masser af penge.

Det store århundrede er godt tænkt, og velskrevet på guillosk maner. De første bind i serien er rigtig gode, men serien taber pusten da den kommer ind i Guillous egen levetid. Enden på historien er et af de bedre bind i den sidste halvdel, men jeg ville hellere have mere Harald og mindre Erik, mere spænding og færre af Guillous idiosynkrasier, som bliver leveret rimelig håndfast og uden nuancer til læseren.

Jan Guillou: Enden på historien. 455 sider, Modtryk. Oversat af Anders Johansen, udkom oktober 2020