Et sted i det sydlige Finland lå i midten af 1800-tallet gården Jukola. Den var vel som gårde var flest – bortset fra at gården tilhørte syv brødre. Det var ikke syv brødre, der blev fremhævet for deres arbejdsomhed. Tværtimod. De var ikke meget for hverken at lære at læse, udvise respekt for autoriteter eller bare generelt gå op i gårdens drift. I stedet strejfede de helst om på jagt i de omkringliggende skove med den skødesløshed som kun unge mænd kan mønstre.

Det er begyndelsen på den første, finsksprogede roman, der udkom første gang i dele i 1870 og samlet efter forfatterens død i 1873. De syv brødre er noget af en oplevelse, og vakte også opsigt ved udgivelsen. De er ikke just forbilleder for den opvoksende generation, men forbilleder er sjældent god litteratur. Det er Syv brødre derimod.

Juhani, Tuomas, Aapo, Simeoni, Timo, Lauri og Eero er de unge brødre, der kæmper med omverdenen og deres egen dorskhed for at finde en plads i livet. Det sidste er ofte den største forhindring, og de unge mænd ender med som syv Thoreau’er at begive sig ud i skoven for at finde meningen med tilværelsen – som viser sig at være noget andet end forventet.

Jeg har fået en faible fra finsk litteratur – gerne oversat af altid kompetente Birgita Bonde Hansen – og det er velkomment at kunne læse med på et af finsk litteraturs klassiske værker.

Syv brødre blander referencer til den klassiske litteratur med finske sagn og folkeliv i en charmerende men også undervejs lidt langtrukken roman fra de finske skove. Her er komiske øjeblikke, beskrivelser af dagligliv, en smule morale og ikke mindst masser af drama og rappe dialoger.

Aleksis Kivi: Syv brødre. 440 sider, Jensen & Dalgaard. Oversat af Birgita Bonde Hansen, udkom 10. december 2020