// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Helen Cox: Dødbringende besked
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Helen Cox: Dødbringende besked

Skrevet af den 14. januar 2021 – 06:51Ingen kommentarer

Denne her bog holdt mig fanget fra start til slut, og det var ikke udelukkende pga. det interessante plot, Helen Cox har skruet sammen, men i lige så høj grad hovedpersonen Kitt Hartleys charmerende, humoristiske og atypiske karakter – jeg er simpelthen vild med hende.

For den 30+-årige Kitt Hartley er ikke en almindelig bibliotekar, hvis du mener, at en bibliotekar udelukkende er en, der drikker te, strikker og læser en hulens masse bøger. For det gør Kitt selvfølgelig også. Hun læser bare også en masse kriminalromaner og har gennem dem lært, hvordan man stykker en solid forbryderprofil sammen og opklarer et mord. Heldigvis for det. For en dag får Kitt brug for præcis disse evner, da Kitts bedste veninde Evie Bowes bliver mistænkt for mordet på sin ekskæreste Owen.

Ikke nok med at Kitt pludselig også er under mistanke, så vækker den flotte kriminalkommissær Halloran, som har sagen, noget i hende. Kitt havde ellers svoret, at hun aldrig igen skulle forelske sig i en mand, men der er noget meget tiltrækkende ved Halloran, som hun ikke kan undgå at bemærke. Da endnu en mand findes myrdet, og Halloran beder Kitt om hjælp til at opklare sagen, inden et nyt mord sker, kommer de to endnu tættere på hinanden.

Hvis du er til hæsblæsende blodige krimier, er dette ikke noget for dig. Elsker du derimod et vaskeægte Miss Marple-mysterium iblandet kærlighed og sjove karakterer, må du simpelthen læse Helen Cox. Dødbringende besked er den første bog i en serie om Kitt Hartley, og hver bog indeholder en selvstændig afsluttet historie. Jeg fandt ikke Kitts detektivrolle hos politiet specielt troværdigt, men jeg nød alligevel historien med et smil på læben og en varm kop te i sofaen, og jeg glæder mig virkelig til at gense Kitt i de fremtidige bøger, der måtte komme.

Helen Cox: Dødbringende besked, Forlaget Zara, oversat af Kamilla Pontoppidan Haderup, 412 sider, udkom 27. december 2020

Der er lukket for kommentarer.