Louise Penny: Den barske sandhed
Alt ånder som sædvanlig fred og idyl i Labor Day-weekenden i Three Pines, men den gode stemning varer desværre ikke ved. En morgen finder Myrna en mand død i Oliviers bistro midt i landsbyen. Ingen ved, hvem manden er, hvor han kom fra, eller hvordan han endte på gulvet i bistroen. Faktum er dog, at han blev slået ihjel, og kriminalkommissær Gamache og hans hold bliver derfor endnu engang kaldt til Three Pines for at opklare mordet.
Olivier har gjort sig uvenner med familien Gilbert, som er flyttet ind i det gamle hjemsøgte Hadley-hus. De har renoveret huset fra kælder til kvist og vil nu åbne et luksus-spahotel, og Olivier er godt gal i skralden over, at de forsøger at stjæle både kunder og personale fra hans og Gabris bistro og bed & breakfast. Han mener derfor, at det må være Marc Gilbert, der har slået den ukendte mand ihjel og placeret ham i bistroen for at rydde konkurrencen af vejen.
Gamache, Beauvoir og Lacoste kaster sig over efterforskningen, men uden at kende mandens identitet er det svært at få slået hul på sagen, for hvilken retning skal de lede i? Da de finder mandens hjem, der er fyldt til randen med uvurderlige skatte og antikviteter, må Gamache rejser til den anden ende af landet i jagten på sandheden om den gådefulde mand. Samtidig peger flere og flere af sporene i retning af Olivier, for hvordan er han egentlig blevet så succesfuld, og hvor har han alle sine penge fra? Olivier gemmer helt sikker på nogle dybe hemmeligheder, som ikke engang Gabri og deres venner i Three Pines kender til, men kunne han virkelig have begået mord? Eller har det gamle Hadley-hus endnu engang spillet en rolle i et mord i byen? Alle indbyggerne holder vejret, mens de venter på, at Gamache skal afsløre den barske sandhed.
Den barske sandhed er noget mere mystisk end de tidligere bøger i serien, og jeg må indrømme, at slutningen virkelig overraskede mig. Hver eneste gang jeg læser om Three Pines, får jeg lyst til at flytte dertil. De skæve, pudsige og excentriske personligheder i byen, den smukke, storslåede natur og de ualmindeligt appetitfremkaldende beskrivelser af maden, der serveres, får mig til at drømme mig til Canada og en helt anden slags liv. Tempoet i historien er som altid roligt – Louise Pennys serie om Armand Gamache er i sandhed hyggekrimier. Der er ingen bloddryppende detaljer eller udpenslede mord, blot fokus på opklaringsarbejdet, landsbyens særprægede indbyggere og deres indbyrdes forhold og så selvfølgelig alle deres hemmeligheder. Dialogen er lun og humoristisk, og plottet er altid velkomponeret. Måske kunne man faktisk betegne serien som feel good-krimi. Louise Penny og Armand Gamache skuffer i hvert fald aldrig.
Læs også vores anmeldelser af de tidligere bøger i serien her.
Louise Penny, Den barske sandhed, Hr. Ferdinand, 489 sider, oversat af Helena Brennum, udkom 26. november 2020