Henrik Pontoppidan: Om kærlighed
Forlaget Gyldendal har udgivet en række små fine bøger i Kolibriserien, som jeg holder meget af. Små bøger med store emner af store forfattere. En af de seneste på stammen er Henrik Pontoppidans “Om kærlighed”.
Bogen består blandt andet af uddrag fra Pontoppidans store kendte roman, Lykke-Per, endvidere en novelle fra samtidens ugeblad, “Ude og hjemme” nr. 300. Mest interessant og meget smuk er Pontoppidans sølvbryllupstale udformet som et digt til hans anden hustru, Antoinette. Hør bare dette:
“Jeg ved det godt,
dit hår blev gråt,
det store, skønne, brune;
og øjets sommerlige blå
har vinteren også åndet på,
dets smil blev stille lune.”
Det er et fint udvalg, hvor Lykke-Per uddraget handler om ung kærlighed, sølvbryllupsdigtet handler om moden kærlighed og novellen handler – overraskende nok – om et forsvar for et fornuftsægteskab.
Novellen er hyggelig, men en smule sentimental, og forlaget angiver desværre ikke noget årstal, men vi ved, at Pontoppidan skrev til forskellige blade og aviser for at skaffe tiltrængte indtægter. Jeg tror novellens idyllisering skyldes det medie, den er trykt i – samtidens ugeblad. Men i lighed med andre af Pontoppidans tekster er den velskrevet, og der gives fine miljøbeskrivelser.
“Om kærlighed” kan gives til den man elsker og til enhver som man vil give en lille smuk bog, hvor man kan læse om kærlighed og dens væsen ud fra forskellige synsvinkler.
Henrik Pontoppidan: Om kærlighed, Gyldendal, 62 sider, udkom 1. december 2020.