Michael Jeppesen og Rasmus Ugilt: For han ved ikke hvad han gør
I fire år læste Michael Jeppesen og Rasmus Ugilt Biblen fra start til slut sammen med Radio 24syv’s lyttere i Jeppesens Bibelskole, og denne bog kan ses som en forlængelse heraf. De er begge ateister, men de er gået til, hvad de kalder for “verdens vigtigste og mest vanvittige bog”, med en oprigtig interesse og åbenhed.
Det er svært ikke at lade sig rive med af Jeppesens og Ugilts gennemgang. De behandler og omtaler Gud, som man ikke er vant til. Udgangspunktet for hele denne bog og dens tolkning af Biblen er, at Gud for det første er et levende væsen, i den åndelige form Han nu engang har, og at Han dermed også har en personlighed som os mennesker. Vi er jo skabt i Hans billede. Og ud fra denne præmis gennemgår de to forfattere Biblen kapitel for kapitel og bog for bog, mens de betragter og analyserer Guds adfærd og handlemønstre, og udvikling fra det Gamle Testamente til det Nye Testamente ikke mindst, ud fra en menneskelig forståelse og reference.
Sproget er legende og let, og det giver en fin kontrast, at man fornemmer den videnskabelige og teoretiske tyngde, som analyserne bidrager med. Noget af det interessante i denne bog er dens forudsætning. Det er ikke en bog af to selverklærede ateister, som prøver at modbevise Biblens påstande og troværdighed, men det er to nysgerrige mennesker, som forsøger at forstå Biblen og Gud, som var Han netop en karakter med en personlighed og psyke som os andre.
Bogen kan læses med stor interesse og fornøjelse af såvel troende som ikke-troende. Og man vil uden tvivl, hvis man – bare et øjeblik – leger med på bogens præmis, få nogle underholdende og tankevækkende oplevelser undervejs. Og så kan man være enig eller uenig imens og bagefter. Om ikke andet er det interessant tankeeksperiment.
Michael Jeppesen og Rasmus Ugilt: For han ved ikke hvad han gør – et kærligt portræt af Gud. People’s Press, december 2020. 368 sider.