“Det lykkes mig ikke at holde kontakt med nogen, ikke engang fugle. Alle flyver væk fra mig. Eller er det lige modsat, et det mig, der altid skal væk?”

I den fremragende roman “Sørgemarchen” følger vi Jonas, romanens jegperson, der isolerer sig i et afsides sommerhus i Østlandet på Island. Her vil han hellige sig sin hobby – at komponere musik, der lyder som omgivelserne, fx kedlens fløjten eller kølediskens brummen. Men mest af alt virker opholdet som en flugt. Fra livet som tekstforfatter på et reklamebureau, hvor han synes, at hans talent går til spilde. Fra livet med konen Anna, som grundlæggende irriterer ham. Bare det, at hun taler i telefon, virker forstyrrende på ham.

Langsomt går det op for læseren, at Jonas er en mand, der er gået i stå på alle ommåder, og bogen giver en fantastisk skildring af en mand, der har meget svært ved at komme i kontakt med sine følelser, og derfor prøver at flygte fra dem. Hans forsøg på at komponere musik bliver – selvfølgelig – ikke til noget. Han får kun skrevet nogle enkelte melodistumper, og rent symbolsk forsvinder et af hans nodehæfter, fordi han taber det.

Romanens titel “Sørgemarchen” henviser blandt andet til den melodistump, som det lykkes Jonas at få komponeret, og som han kalder “Sørggemarchen”. Men heller ikke denne melodistump bliver til et helt værk. Og sørgemarchen kan tolkes som et symbol på et forspildt liv.

Da hans kone til sidst ringer og siger, at hun har fundet en anden, siger han lakonisk, at “sådan måtte det jo gå”. Og selvom, at han rent faktisk føler en stor smerte, fører det ikke en erkendelse og en ændring af hans livsform. Romanens titel kan derfor også være en sørgemarch over et liv, som hovedpersonen i romanen ikke orker at leve.

Hele skildringen af Jonas’ afsondrede liv, giver også anledning til, at Gyrðir Elíasson eminent får beskrevet livet og miljøet i en afsondret flække i Island. Meget symbolsk beskrives det, hvordan man (Jonas) aldrig kan blive integreret og blive en del af lillesamfundet. Raffineret beskrives afsondringen på flere planer. Romanen slutter dystert, i en stille, uforløst sørgemarch. Gyrðir Elíasson er tydeligt forankret i den lange islandske sagatradition, hvor litoten eller underdrivelsen er et centralt virkemiddel, og skildringen af Jonas’ uerkendte og undertrykte desperation står stille, men tydeligt mellem linjerne.

Vi bliver smerteligt klogere på et lavstemt liv, en stille eksistens, der hverken orker kontakt med sig selv eller andre. Igen en meget stærk islandsk roman oversat til dansk.

Gyrðir Elíasson blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris i 2011 for den fremragende novellesamling “Mellem træerne”.

Gyrðir Elíasson: Sørgemarchen, Torgard, 140 sider, oversat af Erik Skyum-Nielsen, udgivet den 13. november 2020.