// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Alice Walker: The Color Purple
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Amerikansk, klassiker, På engelsk, Roman

Alice Walker: The Color Purple

Skrevet af den 18. november 2020 – 06:45Ingen kommentarer

The Color Purple, eller Farven lilla, som bogen hedder på dansk, er en roman, man ikke kan komme uden om, når man taler vigtig amerikansk litteratur, især i disse tider hvor der for alvor er et opgør mod systemisk racisme i gang i USA. Bogen er en skræmmende grum, utroligt rørende og helt fantastisk fortælling om sortes livsvilkår i USA op gennem det 20. århundrede. Alice Walker er en eminent historiefortæller, der forstår at gøre sine karakterer levende for læseren, og hun vandt da også Pulitzer-prisen for fiktion året efter bogens udgivelse i 1982.

Bogen skildrer den sorte pige Celies liv på landet i Sydstaterne i 1900-tallet. Sammen med søsteren Nettie vokser hun op med en far, der misbruger hende, og hun føder ham to børn, som begge forsvinder, uden at Celia ved hvorhen. Celias mor er ramt af depression og dør, da pigerne er ganske unge. Da Celia bliver gammel nok, bliver hun giftet bort til en mand, som egentlig hellere ville have Nettie. Han behandler også Celie dårligt, og livet med ham og hans børn er på ingen måde let. Hun affinder sig dog med sin skæbne, men lider under savnet af Nettie, som er blevet sendt bort.

Celies redning bliver mandens elskerinde, sangerinden Shug Avery, som hjælper til at gøre livet tåleligt for Celie, og som er den første ud over Nettie til at vise Celie hengivenhed og kærlighed. Hun giver langsomt Celie troen på, at livet ikke kun er dårligt, og Celie begynder sin rejse mod større selvstændighed og selvværd.

Historien er bygget op som breve fra Celie til hhv. Gud og Nettie skrevet i sydstatsslang. Gennem brevene bliver vi vidne til alle Celies kvaler, men hun skriver i en nøgtern tone, som en der har accepteret sin skæbne og nu blot prøver at komme igennem livet bedst muligt. Det, der især slog mig, mens jeg læste bogen, var, at Celie trods alle de svigt, hun er udsat for, stadig er en utrolig kærlig og venlig person, der på ingen måde virker bitter eller vred. Desuden er bogen fyldt med stærke kvinder, og mændene omtales kun som bipersoner – vi ved fx kun, hvad Celies mand hedder, fordi Shug Avery kalder ham ved navn. Ellers nævnes han udelukkende som “Mr. —”.

Til trods for alle uhyrlighederne er Celias breve også fyldt med livsglæde og fortællinger om mod og viljen til at kæmpe for et bedre liv. Da bogen udkom, blev der sat fokus på partnervold og seksuelle overgreb samt den ubehagelige sandhed om mange kvinders vilkår, deres kampe, sammenhold, ukuelighed og mod. Fortællingen er både barsk og livsbekræftende, og hvis du endnu ikke har læst Farven Lilla, har du virkelig en perle til gode.

Alice Walker, The Color Purple, Phoenix, 262 sider, udkom for første gang i 1982

Der er lukket for kommentarer.