Sarah Engell: Den kinesiske tvilling
Det er som om, at alt hvad Sarah Engell rører ved, bliver en succes. Det være sig YA-romaner eller som her en spændingsroman. For hold op hvor kan hun skrive, og med Den kinesiske tvilling viser hun i den grad også, at hun er eminent til at skrue et plot sammen, med alt hvad der hører sig til af hemmeligheder, bedrag og løgne.
Eva og Steen befinder sig midt i en personlig tragedie og har lukket sig inde i deres hjem, kun med besøg fra Evas søster, dyrlægen Klara. De prøver desperat at få det til at fungere, selvom Steen af uforklarlige årsager pludselig er blevet lam fra halsen ned, og Eva nægter at få ham indlagt. Hun kan ikke udholde tanken om skulle være alene i deres hjem omgivet af alle minderne.
En dag tropper politiet op for at informere parret om, at Steens fars lig er blevet gravet op og forsvundet. De eneste spor, der er efterladt, er kinesiske tegn malet med rødt på gravstenen. Eva ved ikke, hvad hun skal tænke. Hun har aldrig mødt Steens adoptivforældre, men da hun finder ud af, at Steens mor bor på plejehjem tæt på deres hjem, beslutter hun sig for at besøge hende. Vel at mærke uden at fortælle Steen det.
Der går ikke længe, før den lille jyske provinsby igen er udsat for en tragedie, da en lille pige bliver kidnappet fra den børnehave, Eva arbejder i. Eva kan ikke lade være med at have en følelse af, at det hele hænger sammen. Hun ved, at hun bliver nødt til at tale med Steen om hans familie. Noget som han i de otte år, de har været sammen, ikke har talt om. Hvorfor har han ingen kontakt til sin familie?
Hvis du går og drømmer om en bog, der varer i mange uger, kan du lige så godt glemme det. For Den kinesiske tvilling er ikke til at lægge fra sig, og den var for mit vedkommende læst, inden dagen var omme. Sarah Engell har formået at skrive en bog, som udover at føre sin læser med tilbage i tiden til gamle kinesiske traditioner og begravelsesritualer også giver os indblik i, hvor mange-facetteret den dybtfølte sorg ved at miste et barn kan være. Jeg har allerede lyst til at læse den igen.
Sarah Engell: Den kinesiske tvilling, Lindhardt og Ringhof, 304 sider, januar 2021