Fremragende. Havde jeg kun ét ord til at beskrive den hollandske roman Otmars sønner, ville ordet være fremragende. Det er en opslugende roman om familiekomplekser, svigt, ambitioner, sex, olieindustri og alt derimellem.

Ludwig er vokset op uden en far. Isabelle er adoptivbarn fra Thailand. I deres ungdom berører deres liv kortvarigt hinandens, da de et par måneder deler en lejlighed under studierne uden at der sker meget ved det. Mange år senere mødes de igen på den russiske ø Sakhalin, hvor Ludwig er på arbejde for Shell og journalisten Isabelle jagter en skandaløs afsløring af den lokale Shell-direktør.

Der er, naturligvis, meget mere på spil end bare en avisforside, for både Ludwig og Isabelle har skjulte bånd til Shell-direktøren Hans Tromp, og da en snestorm forhindrer dem i at forlade øen starter en fortælling, der trækker bånd tilbage til såvel Ludwigs som Isabelles fortid og familier.

For hvad er familie egentlig? Hvor meget skylder man dem – og hvor meget skylder man sig selv? Hvornår kan man ofre sin familie på sandhedens alter, og hvor langt skal man gå for at få en historie frem? Tre forskellige og ikke særligt sympatiske mennesker tørner sammen i en roman, der går fra det fredelige Holland til det vilde Lagos og det barske Sakhalin.

Den vege Ludwig, levemanden Tromp og den hæmningsløse Isabelle er en trio af den slags, stor litteratur er gjort af. Otmars sønner er fremragende skrevet, og de 544 sider føles alt for kort. Det er de så heldigvis også, for Otmars sønner er første del af en trilogi, og jeg glæder mig så meget til næste bind, at jeg næsten overvejer at lære hollandsk på Duolingo for at kunne komme til at læse det tidligere!

Peter Buwanda: Otmars sønner. 544 sider, Politikens forlag. Oversat af Birthe Lundsgaard, udkom 5. november 2020