// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ian Rankin: En sang til dystre tider
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Ian Rankin: En sang til dystre tider

Skrevet af den 6. januar 2021 – 05:57Ingen kommentarer

Vi er nået til 23. bind i serien om skotske kriminalkommissær John Rebus, der gennem årene har huseret i Edinburgh og omegn. Alderen trykker, sygdommene står i kø for at få indflydelse på hans liv, og pensionisttilværelsen har afløst tidligere tiders hæsblæsende jagt på kriminelle. Men der er stadig liv i ham, og det får både politi og forbryder at føle, da hans datters mand forsvinder. Og siden dukker op stendød.

Datteren, Samantha, og hendes mand har Rebus aldrig viet nogen særlig opmærksomhed. Der har altid været en sag. Et mord. En eftersøgt, der skulle bag lås og tremmer. Men oppe i det forblæste Nordskotland skal det være anderledes. Rebus haster derop, da han har hørt om den forsvundne svigersøn. Det lokale politi retter opmærksomheden mod Samantha, og Rebus må erkende, at det ikke er helt skævt at rette kikkerten mod hende. Der var knas i ægteskabet, utroskab og voldsomme skænderier, og Samantha var med stor sandsynlighed i nærheden af mordstedet, en gammel nedlagt krigsfangelejr.

Svigersønnen er nærmest besat af lejrens historie og sammen med en gruppe lokale forsøger han at samle midler til at omdanne den til en turistattraktion. Men han graver også dybt i, hvad der foregik i lejren for år tilbage. De historier ønsker nogle af de lokale ikke skal frem i lyset. Og andre ønsker slet ikke, at lejren skal omdannes til turistattraktion. Den skal væk, så der kan blive plads til golfbaner og luksusressorts.

Bogens titel, ”En sang til dystre tider”, rimer godt på stemning og tone. Der er noget sendrægtigt over handlingen, noget lidt traurigt trist mellem personerne, uanset om de er på natklub i Edinburgh, eller spejder gennem de skotske tåger i højlandet. Sproget glider elegant, uanset om det gælder en af Rebus’ sarkastiske bemærkninger eller det er spændingsopbygningen frem mod opklaringen. Man er i sikker havn med Rankin og Rebus endnu en gang, uanset om hovedpersonen er blevet noget mere usikker til bens – uden at han ikke længere kan skyde skylden på den gode maltduftende skotske whiskey.

Ian Rankin: En sang til dystre tider. Klim, 393 sider. Oversat af Søren K. Barsøe. Oktober 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.