// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michael Ondaatje: Krigslys
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Agentroman, Roman

Michael Ondaatje: Krigslys

Skrevet af den 21. november 2020 – 06:40Ingen kommentarer

Et ungt søskendepar forlades ved romanens start af deres forældre i efterkrigstidens London. 14-årige Daniel og hans storesøster, 16-årige Rachel, må vinke farvel til mor og far, som angiveligt rejser til Singapore, hvor faren skal arbejde i et års tid. En såkaldt vogter skal tage sig af dem, og børnene kender ham i forvejen. Natsværmeren, kalder de ham, og skarpsindige Rachel har regnet ud, at der er ugler i mosen. Hun mistænker ham og hans makker Lynet for at være kriminelle. Og noget er der bestemt om snakken. Mystikken breder sig, da Rachel og Daniel finder deres mors velpakkede kuffert.Er hun rejst, eller er hun i virkeligheden stadig i landet? Og i givet fald, hvad laver hun så?

Gradvist glider søskendeparret fra hinanden. Daniel fascineres af Lynet, som indvier ham i lyssky aktiviteter. Sammen smugler de væddeløbshunde med fiksede stamtavler ind i landet. Hundene skal skabe rod og forvirring på væddeløbsbanerne. Alt sammen for at gøre det lettere at manipulere med væddemål og de mange penge, der hvirvler rundt i slipstrømmen på de hurtige hunde, når formuer skifter hænder.

Ondaatje piller på smukkeste vis blad efter blad af blomsterkronen og tager os ind mod fortællingens kerne. Moderen har under krigen arbejdet for den engelske efterretningstjeneste, og den har ikke sluppet grebet i hende. Nathaniel sætter sig for at finde ud af, hvad der er sket med hende og graver sig som voksen historiker gennem fakta, minder og fantasier for at finde svar.

’Krigslys’ er en underspillet og elegant fortælling om to unges pludselige overgang til voksenverdenen. Denne er dunkel, fuld af hemmeligheder og farlig. Men der er fristelser på dansegulvene og kærlighed og sex i forladte, tomme huse i det sodsvedne og krigshærgede London. Bogen er spændende på en sitrende måde, og man bliver grebet af nysgerrighed over for de mange gådefulde mennesker og hændelser.

Michael Ondaatje: Krigslys. Batzer & Co. 302 sider. Oversat af Paul Klitnæs. Oktober 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.