// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bob Woodward: Rage
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Amerikansk

Bob Woodward: Rage

Skrevet af den 19. oktober 2020 – 06:41Ingen kommentarer

Bob Woodward er et ikon inden for amerikansk journalistik. Han var den ene af de to journalister, der afdækkede Watergateskandalen, som førte til præsident Nixons fald i efteråret 1974, og han har en unik adgang til kilder i hele det amerikanske magtapparat. Han har derfor kunnet skrive en lang række bøger om de amerikanske præsidenter med afslørende detaljer. To gange har emnet været Donald Trump, og i Rage er den vigtigste kilde faktisk hovedpersonen selv. Woodward har af uransagelige årsager fået lov til at interviewe Trump 18 gange og har kunnet optage alle interviews. Det er der kommet en saftig og egentlig også lidt nedslående bog ud af. For igen-igen må man undre sig over, hvordan pokker det lykkedes Trump at blive præsident.

Bogens sidste tredjedel er den mest spændende. Her fokuserer Woodward på coronakrisen, og Trump får sagt nogle ting, som bragede gennem nyhedsfladerne op til og efter bogens udgivelse. Stik imod, hvad han har fortalt offentligheden, siger han til Woodward, at han skam fra starten var udmærket klar over, hvor farlig Covid-19 er, og hvor hurtigt den spredes. Altså er der ikke tale om en slags influenza, der går væk helt af sig selv, akkurat som ved et mirakel. Sygdommen er tvært imod dødeligt farlig – flere end 210.000 amerikanere er i skrivende stund afgået ved døden og epidemien raser for fuld kraft. Udtalelserne vakte naturligt nok furore, selvo Trump jo bare ikke ville risikere at skabe panik blandt befolkningen.

Et andet højdepunkt i bogen er møderne og dialogen mellem Nordkoreas diktator Kim Jong Un. Det er kærlighed ved første blik, og de to magthavere kurtiserer hinanden i 25 hidtil upublicerede breve, som Woodward har haft adgang til. Trump opsummerer forholdet via en analogi: ’akkurat som ved mødet med en kvinde, så ved du på et sekund, om det vil ske’.

En del af bogens andre emner er velkendt stof. Ministre og rådgivere tæt på Trump synes, han er et narcissistisk fjols, blottet for empati og ude af stand til at skelne mellem sandhed og løgn.
Vi kender til hans nedladende bemærkninger om at døde soldater er nogle ynkelige fjolser, og at hans telefonopkald med den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky var helt perfekte, hvorfor rigsretssagen naturligvis bare var endnu en heksejagt.

Men det er en bemærkelsesværdig bog, da man her kan følge Trumps ræsonnementer og selvbedrag. Han fremstår som et fejt og ondskabsfuldt menneske, en statsleder, der på ingen måde er embedet værdigt. Og hvorfor taler han så meget og åbent med Woodward, stik imod hvad hans rådgivere har rådet ham til? Han er selvfølgelig til fals for den lidt bedstefaragtige, underspillede smiger, som Woodward møder ham med.

Bob Woodward: Rage. Simon & Schuster, 480 sider. September 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.