Tahar Ben Jelloun: Hjem
Hjem er en stilfærdig roman om den marokkanske Mohamed, som har boet det meste af sit liv i en forstad til Paris. Han har altid passet sit arbejde, undladt at blande sig i andres anliggender, affundet sig med sit liv og mere eller mindre befundet sig på sidelinjen, mens hans børn er vokset op og er blevet franskmænd.
Vi møder Mohamed tæt på pensionsalderen. Der hvor de fleste andre længtes efter at få fritid og frihed ved overgangen til pension, oplever Mohamed frustration og utryghed ved at stå overfor det store tagselvbord af muligheder. Han længtes efter sin hjemland Marokko og har hele sit arbejdsliv lagt penge til side til at bygge et stort hus til hele familien i den landsby han kommer fra. Huset ender da også med at bygge bygget, men hvad skal man med et stort hus, hvis de voksne børn ikke vil med til Marokko?
Hjem er Mohameds tanker om livet nu og her, men det er også et tilbageblik på det liv, der snart er gået. Passagerne er lange og det er til tider en anelse uklart, hvem der er fortælleren. Synsvinklen er til tider Mohameds og til andre tider en af Mohameds bekendte. Da overgangen er glidende, skal man være vågen for at kunne følge med.
Tahar Ben Jellloun viser med Hjem en fin indlevelse i tilværelsen i eksil og skildrer med sikker pen det indre drama Mohamed oplever, når pensionstilværelsen ikke bliver som ønsket. Men det bare ikke nok til at jeg fandt Hjem særlig spændende.
Tahar Ben Jelloun (f. 1944) er født i Marokko. Han har været bosat i Paris siden 1971. Bogens originalsprog er fransk.
Tahar Ben Jelloun, Hjem, Samleren / Rosinante, 144 sider, September 2010, Oversat fra fransk.