Nygaard og Frandsen: Iltgæld
Et “must read” for den cykelsportsinteresserede og elskere af Italien. Så kort kan det siges om dette fremragende og personlige værk, der i virkeligheden er en flot kombination af tekster og malerier.
Brian Nygaards ord og Erik A. Frandsens malerier går fint i spænd og giver os et helstøbt og flot værk om årets gang i europæisk cykelsport. En sand fornøjelse, der i disse lidt deprimerende corona-tider tager os med tilbage til de store løb og oplevelser i de seneste år før pandemien.
Nygaard har i snart 20 år arbejdet professionelt med cykelsport som blandt andet pressechef og direktør for nogle af de største hold. I dag er han fast skribent på Weekendavisen. I “Iltgæld” bygger han videre på sine skriverier i avisen. Vi kommer ind under huden på Nygaard selv og får samtidig beskrevet sin store kærlighed til cykelsport og Italien. På en fantastisk medrivende og fortryllende facon.
Nygaards skriverier kunne sagtens have stået alene. Det ville stadig være fremragende. Men Frandsens malerier er en flot prik over i’et, der hæver værket endnu en tand op. Nygaards skrivestil og Frandsens malestil går fantastisk godt i spænd. Både tekster og malerier er stramt komponerede og farverige.
“Iltspænd” er en rigtig “coffee table bog”, som med Frandsens flotte maleri på forsiden vil se godt ud på sofabordet og bør ligge hjemme hos alle med interesse for cykelsport og Italien.
Brian Nygaard og Erik A. Frandsen: Iltgæld – Fortællinger og tegninger fra cykelsportens veje. Gyldendal, 2020. 274 sider.