Garrison Keillor har i en menneskealder fortalt om de skæve eksistenser og originaler i Lake Wobegon, en fiktiv lille prærieby i Minnesota. Det har han gjort i et populært radioshow, i foredrag og i bogform. Man kan se ham som USA’s Niels Hausgaard, for der er sammen lune tone og skarpe iagttagelser af mennesker og omgangsformer

I Lake Wobegon er vi er virkelig langt væk fra storbyens glitrende facader og maniske travlhed. Her ude på landet kommer der ingen turister. Dem, der kommer på besøg, har selv boet i byen, og uanset om man går på fortovet eller gaden er der kun lille risiko for, at man kommer i vejen for nogen.

Dele af bogen har Johnny som fortæller. Han skal begynde på college og drømmer om at blive digter. Han keder sig og digter sig til et mere spændende liv, eksempelvis inden for spionage. Og så ville han frygtelig gerne være ud af en velhavende familie, så han havde nemmere ved at imponere pigerne.

Fra en jeg-fortæller får vi Lake Wobegons historie, og her møder vi mange af de originaler, som har levet i byen. Man er med jeg-fortælleren helt fra hans barndom, og vi følger livet i byen struktureret af årstidernes gang. Her lærer vi om juletraditioner, om dovne sommerdage på verandaen og om jagt og baseball. Der er vis nostalgisk tone over bogen, men Keillors lune humor afværger, at det bliver sentimentalt.

Byens egen historiefortæller er Harold, journalisten og redaktøren på avisen Herald-Star. Han har en mission om kun at fortælle de gode og rare historier fra byen og dens omegn. Man skulle jo nødigt støde sine naboer og medborgere. Og så har man et vist ansvar, når man risikerer at påvirke opinionen. Det tager Harold meget alvorligt. Sådan er der så meget ude på landet, og Keillor er en skarp og varm iagttager. Man bliver klogere på mennesker af hans fine fortællinger om Lake Wobegon.

Garrison Keillor: Lake Wobegon Days, Faber and Faber, 1986.