Annie Dillard: De levende
En bog på over 600 sider kan være lidt af en mundfuld at gå i gang med.
De levende af Annie Dillard er en af den slags bøger. Men selv om den er lang, er det en virkelig velskrevet og spændende bog om nybyggerne i staten Washington, i kolonien Whatcom, nær den canadiske grænse.
Det er en bog om at være villig til at opgive alt, at starte på en frisk, at klare sig i en kamp, hvor det på mange måder er alle mod alle og hvor grænsen mellem liv og død, lykke og ulykke er ganske tynd og til tider er mere barsk end man kan fatte.
De kommer rejsende langvejs fra og starter bogstaveligt talt op fra bunden. De har ganske få ejendele med sig og på deres vej møder de mange forhindringer, udfordringer, glæder og sorger og ikke mindst indianere. De er en flok af seje nybyggere – med en fælles drøm.
I bogen følger vi en række personer og deres familier, så vi til sidst har kendskab til flere slægters skæbne. Det er historien om tapre mænd og kvinder, der udlever deres drøm og skaber deres egen tilværelse, men som også er overladt til den barske natur, som selvom de prøver, ikke lader sig tæmme fuldt ud.
Bogen giver et spændende billede af USA´s nybyggere fra den sidste halvdel af 1800-tallet, så hvis man har en interesse her, får man en medrivende og dramatisk familiehistorie i De levende.
Bogen er skrevet af Annie Dillard, der som ganske ung modtog Pulitzer Prisen for bogen ”Pilgrim at Tinker Creek” i 1974. I dag er Annie Dillard professor emeritus i Connecticut, hvor hun bor med sin familie.
Annie Dillard, De levende, Aronsen, 2010, 608 sider