// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kat Lassen: Gitze og Mads
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Dansk roman, Humor, Kærlighed og romantik, Ungdomsroman, Young adult

Kat Lassen: Gitze og Mads

Skrevet af den 23. august 2020 – 05:20Ingen kommentarer

Gitze går i 6.a sammen med sin bedste veninde Sille. Det er mandag morgen, og de skal have taget skolebilleder. Selvfølgelig har Gitze fået en bums på hagen. Det regner, da hun cykler i skole. Pludselig brager hun ind i Mads, som er ny elev på skolen i 7.b, og de ender begge på jorden med mudret tøj. Trods forvirringen og små irritationer mærker de begge gnister antændes mellem dem.

Resten af skoleugen bliver ikke nemmere, hvor der både venter blodtud og fodbolde samt snublen på scener og morgensang. Heldigvis har Gitze og Mads gode venner, men er det nok til at få ro på hormonerne?

Gitze og Mads er en ganske humoristisk og troværdig fortælling om ung kærlighed og usikkerhed. Man mærker virkelig den akavede anspændthed, som udspiller sig mellem Gitze og Mads, og man føler trang til at gribe ind og hjælpe med at udrede deres misforståelser og hormonelle reaktioner. Det er derfor også endnu mere effektfuldt, når forfatteren så bruger humoren for at bringe lidt lethed og smil ind i historien.

Udover at romanen fortæller om tankerne og følelserne ved at blive teenager og mærke den første forelskelse, så bliver den også meget nutidig. Jeg kan kun bifalde, at der bliver bragt en smule fokus på, at de sociale medier også kan rumme farer, som man bør tale med sine forældre om, når nu det er så naturligt for de unge at bruge de forskellige tjenester. Selvom det kun er hurtigt og i forbifarten, så gøres det på en naturlig måde, for det er nemlig vigtigt for de helt unge at tale om og være bevidste om dette.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan lokke min snart 12-årige søn til at læse denne bog, men jeg vil dog forsøge. For det er en sød og hyggelig historie. Gitze og Mads er hurtig læst, og den er let tilgængelig for de unge. Den henvender sig direkte til de læsere, som selv er ved at ramme puberteten og begynder at mærke noget ændre sig i både krop og sind – eller til de læsere, som nyder uskyldig kærlighed og lette grin. Læsere af Kærlighed ved første hik vil måske også finde denne bog underholdende, om end noget lettere.

Kat Lassen: Gitze og Mads. Forlaget Petunia, august 2020. 109 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.