// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Julie M. Day: Af blod og støv
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Dansk roman, Fantasy, Roman, Young adult

Julie M. Day: Af blod og støv

Skrevet af den 13. juli 2020 – 05:23Ingen kommentarer

Jeg var spændt på at læse denne fantasyroman, efter at jeg havde hørt mange fine anbefalinger af Julie M. Days første fantasytriologi, Grænsen til Trafallas. Jeg blev skam heller ikke skuffet.

Yara og hendes to søstre, Ysme og Ylvia, er hekse og praktiserer magi, hvilket ellers er forbudt ved lov, men Yaras indvielsesritual bliver afbrudt. Zolas stamme på Wrahilla-øerne bliver angrebet af hvidhudede slavehandlere fra Kalos og må flygte med sin bror, Kojo. De bliver reddet fra døden i den ubarmhjertige ørken af Bogani og hans nomadestamme. Zola har svært ved at finde sig til rette. For udover at ville hævne og redde sin mor og sin stamme, er der også helt andre traditioner og love hos de patriarkalske nomader, hvor kønsrollerne er stik modsatte, hvor Zola kommer fra. Vi følger også Rulf, som er tidligere løjtnant i kongen af Kalos’ tjeneste, og hans forsøg på at klare sig i et barsk i den nederste del af samfundet.

Kongens søn, kronprins Cassius, bliver giftet væk til prinsessen i det fjerne Gulutar, hvor han, efter den første vrede og sorg lægger sig, udtænker sine egne planer for fremtiden. Vi møder også Philip og Taran, der begge lever som sønner af bønder og håndværkere i fred og ro, indtil kongens aftale med broder Pius får konsekvenser for Kalos’ borgere og ikke mindst for de fattigste af dem.

Dertil kommer forskellige intriger med konspirationer, hemmelige planer og affærer og mørke kræfter, der søger at få adgang til denne verden.

Af blod og støv er en middelalderlig YA-fantasy, der favner ganske bredt. Vi hører om ung, spirrende kærlighed, om det at høre til og det at vokse op. Og på samme tid favner den temaer som racisme og slaver, samfundsklasser og adskillelse, om kønsroller og det at blive tvunget til at tage ansvar og være mere voksen, end man burde.

Som man kan fornemme, gaber romanen over meget. I starten virker de fire hovedspor ganske separate. Langsomt begynder de forskellige tråde at samles, og spændingen stiger også i takt med det.

Det gør dog ikke alverden. Både fordi Day skriver med en utrolig let og levende stil, der nemt fanger læseren, og fordi der er udsigt til væsentlig mere stof. Bindet er på over 400 sider, men det føles, som om vi kun har fået en brøkdel af historien fortalt.

Det er en medrivende og velopbygget roman. Jeg ser frem til at læse videre i denne fantasyserie, og jeg kan kun anbefale andre fantasylæsere at gøre det samme.

Julie M. Day: Af blod og støv. Turbine, maj 2020. 433 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.