// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Rikke Lindgaard: Hvorfor skal skoletasken være så tung?
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Rikke Lindgaard: Hvorfor skal skoletasken være så tung?

Skrevet af den 6. august 2020 – 09:27Ingen kommentarer

Skolestart er lige om hjørnet. For mit eget vedkommende for første gang, da mit ældste barn starter i skole i år. Men jeg har allerede hørt en hel masse om ForældreIntra. Aula hedder det vist nu om dage. Og nu har jeg også fået et – dog fiktivt og satirisk, men jeg fornemmer alligevel virkelighedsnært, indblik i selvsamme. Hold nu op. Det er tåkrummende morsomt.

Hvis denne her bog på nogen måde læner sig op af virkeligheden, så er der tilsyneladende mange forældre, der efterlader både deres sunde fornuft og normale opførsel, så snart de går ind af skolens digitale hoveddør og folder sig ud.

Det er rystende læsning og virkelig komisk, og jeg har stadig til gode at finde ud af, om det også er virkeligheden på mit barns skole. Det skulle ikke undre mig.

Der er smurt tykt på med stereotyperne, men overdrivelse fremmer jo som bekendt forståelsen og jeg morede mig vældigt.

Der er de fraskilte, halvliderlige mødre, der forsøger at arrangere ture i byen eller rekvirere håndværkerhjælp blandt klassens fædre, og der er de sportselskende drengefædre, der ikke vil finde sig i meditationstemaet til idræt.

Dertil kommer alle dem, der vil ensrette alt lige fra tandfe-traditioner til hvilken julekalender, der skal ses i klassen, eller dem der overtager andres arrangementer og brokker sig over parkeringsfaciliteterne.

Det er simpelthen for vildt. De velmenende forældre derude har fuldstændig mistet overblikket over, hvad man som menneske kan blande sig i, og man tror, det er løgn, hvordan nogle forældre sender deres små væsner ud i verden med en brugsanvisning.

Når jeg starter min karriere som skolemor lige om lidt har jeg i hvert fald fået en heftig påmindelse om, hvad jeg ikke bør gøre.

Rikke Lindgaard: Hvorfor skal skoletasken være så tung?, Byens forlag, april 2020, 201 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.