Liderlige muslimske kvinder, en undertrykt mandlig kunstner, politikommissæren der starter dagen med et godt skvæt vodka og en hævngerrig person, som sender afskårne legemsdele til udvalgte kvinder. Det er blot nogle få af de mennesker, som optræder i persongalleriet i Sofie Jamas roman, ”Den nordiske mands hævn”. Og hævn er der faktisk brug for, hvis man skal tro forfatteren, for den moderne frigjorte kvinde har uretmæssigt kasseret manden, det skvat. Og det lider han under.

Som Jama selv har udtrykt det i et interview i Berlingske Tidende så er mænd frustrerede ”og i vildrede og føler ikke, at de bliver hørt. De føler, at de bliver kørt ned og ud på et sidespor. De skal hele tiden censurere sig selv, og de kan ikke ytre sig i det offentlige rum uden frygt for at blive slagtet. Jeg føler ikke, at der er nogen, der forsvarer de mænd.«

Det gør Jama så, og det kommer tydeligst til udtryk gennem romanens kunstner, Martin Conradsen. Han er nedbrudt efter at have fået tæsk af sin kone og været gennem en ødelæggende skilsmisse, hvor hun snører ham godt og grundigt blandt andet med anklager om incest. Han mister børnene, sin selvtillid og er ved at gå fuldstændig i hundene. Den unge muslimske læge Sara støder på ham ved et tilfælde, da han taber sine nøgler. Hun er fascineret og nysgerrig og forfølger ham for endelig at låse sig ind i hans lejlighed. Interessen for ham udvikler sig til en regulær besættelse med vellystig onani og fantasi i hans lejlighed.

Sex fylder i det hele taget en god del i bogen, og det er især de unge muslimske kvinders utilfredsstillede behov, og hvad de gør herved, der er i fokus. Den afdankede politikommissær Olav Vesth kan dog også et og andet med tunge, fingre og lem på trods af et heftigt alkoholindtag. Hans historie får vi sideløbende med Saras i et selvstændigt spor, hvor afskårne kvindelige legemsdele sendes til udvalgte kvinder; en præst der vier lesbiske, en journalist med et aktivt sexliv og en kønspolitisk aktivist.

Der er mange problematikker, forfatteren ønsker at behandle i bogen. Kønsidentitet og -roller, seksual-moralsk hykleri i muslimske kredse, kunstens position i samfundet, ældres forhold på plejehjem, forældre-børn relationer, for at nævne nogle enkelte. Det gør bogen lang, og flere af dialogerne og monologerne bliver desværre trættende. Det er ærgerligt, for Jama beviser flere steder, at hun sprogligt sprudler og skriver medrivende, ikke mindst i de erotiske skildringer. Ingen tvivl om, at hun vil noget med sine karakterer, og det er vigtige og aktuelle problemstillinger, som finder vej til siderne. Forhåbentlig dog med en lidt strammere redigering i kommende romaner.

Sofie Jama: Den nordiske mands hævn. Politikens Forlag, 431 sider. udkommer 14. maj 2020