Jens Peter Kaj Jensen: Afstande over vand
I ’Afstande over vand’ følger vi den midaldrende Tom, der er vendt hjem til udkantsdanmark efter en succesrig karriere i Boston. Lille Fuglede på Vestsjælland er en helt anden verden, men Tom har store planer. Regionen, hvor han er vokset op, skal forvandles til et kraftcenter, grønt, kulturelt om med nye arbejdspladser.
Tom har talenterne, og det kører for ham. Men kun til et vist punkt, for det er ikke alle, der deler Toms ambitioner. Der er hierarkier og normer fra fortiden, som forstyrrer og griber ind i planerne. Mørket omslutter Tom, og hans projekt og selvforståelse trues i takt med, at minderne fra den gang dukker op. Det viser sig også, at livet i USA ikke har været så idyllisk, som man først skulle tro.
Tom er den helt centrale aktør i bogen, men der er et rigt persongalleri, som omgiver ham. Det er lokale særlinge, en syrisk flygtning, en godsejer og gamle klassekammerater, der vrimler frem i fortællingens mange grene og sidehistorier fra nutid og fortid. Der er lidt at holde øje med i de mange spring mellem handlingerne og de forskellige lande, som Tom har opholdt sig i og har en relation til.
Der er et væld af detaljer, som sine steder gør historien lidt vel tung, og nogle af karaktererne har det med at blive en kende karikerede. Men når det er sagt, så er ’Afstande over vand’ en velfortalt samtidshistorie fra en del af Danmark, som sjældent optræder i skønlitteraturen, og det er tydeligt, at forfatteren kender dette miljø særdeles godt.
Jens Peter Kaj Jensen: Afstande over vand. Ekbatana, 370 sider. Marts 2020