// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Søs Rask Andersen og Nanna Paarup: Brain boost – grib energien på mødet
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Ikke kategoriseret

Søs Rask Andersen og Nanna Paarup: Brain boost – grib energien på mødet

Skrevet af den 13. juni 2020 – 06:13Ingen kommentarer

Forfatterne bag denne bog er proceskonsulenter og har lang erfaring med mødekultur, facilitering og samarbejde.

Deres bog, der er den første i en serie om boosters, lægger op til at være inspiration til en god mødekultur med mening og fokus, hvor alle ved, præcis hvorfor de deltager, og hvad der skal udrettes på mødet. Og hvem har ikke lyst til at blive klogere på det?

Bogen indleder med en introduktion til hjernen, og hvordan vores hjernesystem fungerer. Derefter præsenteres de forskellige kategorier af boosts, der falder ind i tre kategorier; tjek ind, undervejs og tjek ud. Altså ting man kan gøre før, under og efter et møde for at sikre en god mødekultur.

Man bliver også gjort bekendt med GO-modellen: Guldkorn og optimering. Hvilket egentlig bare betyder evaluering.

Min udfordring er, at jeg, efter at have læst materialet, sidder tilbage temmelig energiforladt og træt med tanke på at skulle implementere det, der foreslås.

Her er hvorfor: De her brain boosts fremstår ret omfattende. Som arbejde oveni arbejdet. Og malplacerede. Jeg ser ikke ret meget kongruens mellem forslagene og virkeligheden ude på de arbejdspladser, jeg kender.

Forestil dig for eksempel disse brain boosts, som hører under kategorien ”tjek ind” – altså et brain boost, der skal laves umiddelbart inden mødets start.

”Korte møder”: Skriv spørgsmål på en post it. Gå sammen to og to, stående. Stil på skift spørgsmål i seks til otte minutter per par (seks til otte minutter?!) Eksempler på spørgsmål: Hvem er særligt god til at anerkende dig? Hvordan skiller du dig ud fra mængden? Eller hvad drømmer du om at opnå? Rimelig store spørgsmål til at kickstarte et møde, hvis formål vel egentlig er skabe en form for værdi for virksomheden og ikke en privat speed coaching session eller hvad?

”Mit bidrag”: Hver deltager får en post it og en tusch og skal notere, hvad de vil bidrage med til dagens møde. På den måde tager man ansvar for eget bidrag, og man får afdækket de øvrige deltageres svagheder og styrker. Tre til fire minutter. Men er det overhovedet vigtigt for it-udvikleren at kende marketingmedarbejderens svagheder? Og hvorfor er det her relevant for mødet?  

Og det giver desværre ikke mere mening for mig i tjek ud-situationen – en anden af brain boost kategorierne. Hør denne her tjek ud brain boost: ”Positive gossip”: Stil jer i mindre grupper med ryggen til hinanden. En person stiller sig med ryggen til de øvrige deltagere, som rykker helt tæt sammen og sladrer positivt om vedkommende med ryggen til i to minutter. På den måde får og giver man anerkendelse. Det lyder simpelthen for mærkeligt.

Min umiddelbare tanke er, at man skal have ræddi god tid på de møder, hvis eksemplerne ovenfor skal finde sted oven i mødet, og jeg har svært ved at se, hvordan det bidrager med andet end at stjæle tiden. Og gøre mig ubehageligt til mode. Noget af det er langt over min personlige grænse. Tanken om at skulle stå overfor en perifær kollega, der spørger mig, hvad jeg drømmer om at opnå, inden et møde går i gang, er for langt ude.

Jeg har virkelig svært ved at forestille mig det i praksis og er også noget skeptisk over for effekten. Men! Jeg har kun læst bogen. Jeg har ikke prøvet noget af det af i praksis. Så jeg kan ikke udtale mig om, hvorvidt det virker efter hensigten, og jeg er sikker på, at forfatterne kender deres fag godt. Men jeg kan sige, at det umiddelbart ikke appellerer til mig.

Søs Rask Andersen og Nanna Paarup: Brain boost – grib energien på mødet, ContentPublishing, marts 2020, 99 sider.