Hvis du er i humør til noget rigtig ubehageligt, noget der får dig til at bøje dig taknemmeligt i støvet over selv de mest basale ting, så er Mørkelagt noget for dig.

Forestil dig at strømmen forsvinder. Det sker jo for tid til anden, og det er lidt bøvlet. Intet lys, ingen opladning, fryseren tør og så videre. Men forestil dig så, at den ikke kommer tilbage. Ikke om en time, ikke i morgen, ikke om tre måneder.

Sådan starter denne roman, og det er gruopvækkende og skræmmende livagtigt. På ganske kort tid falder civilisationen fra hinanden. Kampen om mad, vand, medicin og varme får det værste frem i alle. Vi er os selv nærmest.

I Mørkelagt følger vi en række forskellige mennesker og oplever således hvordan situationen rammer hele samfundet, alle samfundslag, alle typer og hele vejen rundt.

Vi møder hovedpersonerne Rikke og Rasmus og deres søn Jonas. Da strømafbrydelsen finder sted, er Rasmus på arbejde på Fyn, og Rikke er hjemme på Sjælland med deres søn. De kan ikke komme i kontakt med hinanden og ved ikke, om den anden er i live eller ej.

Vi møder Diana, Anders og Rune, tre unge mennesker, der bor på et opholdssted, der forlades af det pædagogiske personale. Vi møder Morten og hans kone og nyfødte barn, der desperat forsøger at skaffe modermælkserstatningen til deres lille barn, der ellers ikke vil overleve. Og vi møder Sille og Faiza, en medicinstuderende og sygeplejerske, der skal forsøge at drive hospitalets funktioner videre i en nye desperate situation.

Vi følger dem på skift i kapitlerne, og karaktererne foldes ud ved at de hver især tænker tilbage på fortiden midt i desperate scener.

Ideen til bogen er rigtig god, og bogens opbygning byder på en række klassiske greb, så som de skiftende fortællevinkler, tilbageblik til fortiden og den måde hvorpå personerne, der i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre, flettes ind og ud af hinandens liv.

Men den mangler noget sproglig skarphed, og dialogerne bliver til tider noget banale og lidt for eksplicitte. Man risikerer i hvert fald ikke at gå glip af noget som læser, for det hele kommer med.

Man skraber kun lige i overfladen, og jeg savner noget dybde. Måske kunne man med fordel have haft lidt færre karakterer og være gået lidt dybere ind i de enkelte eller brugt nogle af de mange sider på nogle mere sceneriske beskrivelser af en situation, hvor samfundet bryder sammen. Det var en spændende roman, men der mangler lige det sidste.

Christina Lassen-Andersen, Mørkelagt, forlaget Fjorden, januar 2020, 379 sider.