// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lisa Unger: Det største bedrag
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Lisa Unger: Det største bedrag

Skrevet af den 7. juni 2010 – 21:14Ingen kommentarer

Man skal virkelig lede længe efter en roman med så mange slåfejl, kommafejl, stort bogstav efter komma, samt håbløse sætninger der ikke giver mening, som i spændingsromanen Det største bedrag. Hvis en bog ellers er velskrevet og interessant, kan jeg ofte abstrahere fra skønshedsfejlene, men denne bog indeholder så mange fejl, at jeg uden at ville det flyttede fokus og mentalt begyndte at lege skolelærer med rød kuglepen.

Det største bedrag er fortællingen om en kvinde, der opdager, at hendes forsvundne mand slet ikke er den hun troede. Isabel Raine er ellers en succesfuld forfatter bosat i New York med sin mand Marcus, som hun har været lykkelig gift med i fem år. Marcus er oprindeligt fra Tjekkiet, men har i USA uddannet sig og er godt i gang med sin karriere.

Da han en dag ikke dukker op på sit arbejde, og heller ikke kommer hjem om aftenen fatter hun mistanke. Det viser sig snart, at hendes konti er tømt for penge, at der har været et indbrud på Marcus arbejdsplads og at den mand hun har været gift med slet ikke er Marcus Raine. Han forsvandt nemlig for år tilbage. Men hvem er han så?

Isabel sætter sig for at finde ud af, hvad der er sket med Marcus og er især optaget af, hvem manden hun har tilbragt de seneste år sammen med egentlig er. Familien og en nær ven forsøger at tale hende fra at lege detektiv, men fornuften er sat ud af kraft. I jagten på at finde svarene bliver hun overfaldet flere gange, men rejser sig gang på gang som en stædig og ihærdig heltinde.

Jagten på Isabels mands sande identitet burde være basalt spændende og der skrues da også momentvist godt op for spændingen, men mens nogle af kapitlerne er som taget ud af en Hollywood-thriller, virker andre sært påklistrede og uden tilsyneladende relevans for plottet. I de langtrukne kapitler kan man så sidde og tælle oversættelses- og formateringsfejlene.

Forfatteren Lisa Unger er født i 1970 i Connecticut, men er vokset op i Holland, England og New Jersey. Hun bor i dag i Florida med sin familie. Hun har tidligere arbejdet arbejdet i reklamebranchen, men forlod branchen i 2000 for at satse på en karriere som forfatter.

Lisa Unger, Det største bedrag, Forlaget Mrs. Robinson, Maj 2010, 354 sider, Oversat fra amerikansk af Anne Kathrine Sonnichsen.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.