Jeg må starte med at sige, at jeg blev ganske positivt overrasket over Adorias diamant. Jeg forventede at læse en overskuelig young adult-kærlighedsroman. Og det er det også, men den er også så meget mere. Bagsideteksten på bogens omslag gør ikke roman fyldest.

Den unge grevinde Witmore af Rothford er blevet forældreløs, og hendes bedstemor gør, hvad hun kan for at sikre den unge grevindes fremtid, mens familieformuen smuldrer væk. Men da muligheden byder sig, og alternativet er et arrangeret ægteskab, påtager grevinden sig navnet Adelaide og stikker af til Det Gyldne Hof, som uddanner jævne piger til hustruer i Den Nye Verden, Adoria.

Her drømmer Adelaide om en fremtid, hvor hun er fri til at vælge sin egen skæbne. Det viser sig hurtigt, at det ikke er så nemt at være en jævn pige og leve under falsk identitet, som hun havde forestillet sig, og hun er ved at afslører sig selv flere gange. Charles og Jasper Thorn driver Det Gyldne Hof som en forretning, og især Jasper ser pigerne som en handelsvare.

Jaspers søn, Cedric, deler dog ikke sin fars kynisme. Han og Adelaide udvikler hurtigt et tæt bånd, især efter at de begge kender og beskytter hinandens dybeste hemmelighed. To hemmeligheder, som kan ødelægge alt for dem begge. Hurtigt vokser forelskelsen mellem dem sig stærk, og Cedric og Adelaide må bruge alternative midler for at nå deres drømme.

Der er mange temaer på spil i denne roman. Først og fremmest er der et tydeligt klasseskel, og desuden er der både raceproblematikker og religionsforfølgelser i samfundet. Alt i alt er der stærke paralleller til den europæiske, og især engelske, kolonisering af Nordamerika samt til Middelalderens kætteriforfølgelser. Den Nye Verden, som både Adoria og Nordamerika kaldtes, bryder tydeligt med et forstokket og aristokratisk verdenssyn.

Adorias diamant har desuden underliggende elementer af bildungsroman og feminisme. Der er noget Elizabeth Bennet over Adelaide med sin egensindighed og rapkæftede attitude, hvor hun har en form for oprør mod de etablerede regler og normer i samfundet i forhold til klasse og køn.

Romanen er skrevet med en godmodighed og diskret humor mellem linjerne. For eksempel er det både et udtryk for en ironisk humor og et tegn på netop hendes atypiske dannelsesrejse, at Adeleide er på en skole, hvor jævne piger skal lære at blive fine, mens hun selv skal lære at blive jævn.

Der er mange intriger på spil, som alle gradvist vikler sig ind i hinanden, og der er mange twists og overraskelser i Adorias diamant. Den er velskrevet og ganske spændende. Den drager læseren helt ind i historien.
Den har meget mere, end jeg havde forventet. Jeg vil mere end gerne anbefale den.

Richelle Mead: Adorias Diamant. Alvilda, 2017. 469 sider.