// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jane Mondrup: Zeitgeist
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Dansk roman, Fantasy, Idehistorie, Roman, Science fiction, Videnskab

Jane Mondrup: Zeitgeist

Skrevet af den 27. juni 2019 – 07:11Ingen kommentarer

Ejvin vågner op i et alternativt tidsforløb hos Hector, og samtidig er Hectors surrogatsøster Lily forsvundet. Hele Skandinavien er ødelagt og forurenet af stråling efter Hohenheims eksperiment og den efterfølgende pestsyge. Eksplosionen og strålingen har skabt uorden i tiden, hvor Titan har guddommelige kræfter og anses som den store modstander.

Ejvin og Hector drager ud for at finde Lily, og snart indser de, at de har en større mission foran sig. Hvis det lykkes for dem, vil det så betyde, at det alternative tidsforløb ophæves og aldrig har eksisteret? På rejsen møder de Aristokles og Laureline, og sidstenævnt får Ejvin et godt øje til, og han føler en næsten øjeblikkelig tillid til hende. Men kan Ejvin stole på Laureline, Aristokles og Hector, og har han egenlig lyst til at vende tilbage sit eget tidsforløb?

Zeitgeist er det tyske ord for tidsånd og bruges om en given historisk periodes tendenser og ideer. Her i bogen opleves netop mødet mellem forskellige tidsånder. Det er egentlig også essensen i steampunk-genren: mødet mellem det traditionelle og det nye; mødet mellem natur og kultur; mellem ånd og teknik. Det viser sig her i Zeitgeist i flere lag, lige fra selve tidsrejsen til det sammensurium af tidsstrømme, der er blandet sammen, så teknologien ikke følger den historiske udvikling, vi kender. Henvisningen til renæssancen, som betyder genfødsel, falder også fint i tråd med dette. Som et eksempel på disse forskellige tiders tendenser ser vi blandt andet feministiske tanker samt en kritik af imperialismen.

Hele romanen emmer af græsk mytologi og filosofi, og vi møder både titaner og Platon samt en idealisering blandt visse karakterer af Platons ideer om den ideelle stat. Jeg vil ikke sige, at man skal være filosofisk velfunderet for at læse denne bog, men man skal nok give sig lidt ro til at læse og forstå, når bogen også fører læseren ned ad de filosofiske abstrakte stier i en udredning om forståelsen af tid som begreb og de implikationer, tidsrejser nødvendigvis må have.

Der synes også at ligge et budskab, om at uanset hvordan tiden udvikler sig, så vil menneskets natur være den samme – det gælder både de positive og de negative kvaliteter, vi besidder: fra den selviske motivation til ønsket om at ville gøre verden til en bedre version af sig selv.

Selvom jeg havde en lidt antiklimatisk følelse over slutningen, så vil jeg meget gerne anbefale denne bog. Den forener filosofien og naturvidenskaben på en glimrende måde, og Zeitgeist er ganske velskrevet.

Jane Mondrup: Zeitgeist. Forlaget Vandkunsten, 2019. 379 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.