Norske Gunnar Staalesen har gennem en årrække fortalt om Varg Veum, tidligere socialrådgiver og nu privatdetektiv. Veum er kommet godt op i årene og er blevet lidt mere stiv og langsom i det. Det gælder desværre også for romanen.

Der er god tid til miljøbeskrivelser og lokalhistoriske skildringer fra de områder omkring Bergen, som Veum færdes i. Når disse beskrivelser bliver lidt vel lange i det, kan det skyldes, at der ikke er tilstrækkeligt kød på resten af fortællingen, herunder plottet. Sådan er det her. På trods af et sprængfarligt emne – pædofili – bliver ’Udenfor er hundene’ aldrig rigtig spændende. Måske skyldes det, at forbrydelser med børn efterhånden dukker op så tit i krimier, at man begynder at blive lidt træt. De allerfleste mennesker kan leve sig ind i, hvor forfærdeligt det er at forulempe, mishandle eller udnytte børn sexuelt. Men der kommer ikke nødvendigvis en god krimi ud af at vælge et emne, der forarger lige så sikkert som præsten siger amen i kirken.

Plottet er konstrueret omkring en række overgreb på børn, som Veum selv har været mistænkt for at deltage i. Han er dog blevet frikendt, men da han en dag med nød og næppe undgår at blive kørt ned, slår det ham, at nogle nok vil ham det ondt. Og at det måske kan have med overgrebene at gøre. Han kommer også i tanke om to dødsannoncer, han har set. De afdøde har udsonet deres straf i den sag, som også kastede skygger ind over Veum selv. Den ene er død efter et fald fra en altan. Den anden er druknet. Tilsyneladende er der intet odiøst i de to dødsfald. Indtil Veum begynder at grave i dem, naturligvis. Et nyt dødsfald styrker hans mistanke, og der lurer selvfølgelig en hævner ude i mørket. Lidt narkomisbrug og gæld til kriminelle pepper historien op hen mod slutningen, men virker desværre også som et lidt krampagtigt forsøg på at give plottet et lag mere. Så ’Udenfor er hundene’ kommer aldrig rigtig op at flyve.

Gunnar Staalesen: Udenfor er hundene. Gyldendal, 315 sider. Oversat af Ilse M. Haugaard