Ambrose Parry: Al kødets gang
Edinburgh 1847. Ikke et rart sted at være: uhumske levevilkår, enorme klasseforskelle, kvinder, der dør i barselssengen, slagsmål, vold, druk og prostitution. Og som om det ikke er nok, så dukker der pludselig en lind strøm af kvindelig op. Det er dette miljø, vi dumper ned i i ”Al kødets gang”.
De myrdede kvinder har lidt en voldsom død. Deres kroppe er forvredne i voldsomme krampeanfald. En af dem er en prostitueret, som vores hovedperson har frekventeret og fået et personligt forhold til. Will Raven hedder han, og han er medicinstuderende og usandsynlig heldig. Han har nemlig sikret sig en læreplads hos den anerkendte professor i fødselshjælp, James Young Simpson. Will er flyttet ind hos ham og går til hånde i hans klinik. og så tager han ud med James, som regelmæssigt kæmper for at holde liv i fødende kvinder og deres babyer. Det var bestemt ikke nemt dengang, og det bliver ikke bedre af, at man ikke rigtig var i stand til at bedøve.
De barske oplevelser, både med fødende kvinder og ved amputationer, får professoren og en kreds omkring ham til at eksperimentere med eliksirer og dampe, der kan have bedøvende effekt. De afprøver midlerne på dem selv og arbejder sig gradvist ind på et potentielt bedøvende middel. Er der mon en sammenhæng mellem deres arbejde og de mystiske kvindemord? Eller handler det om noget helt andet? Det vil Will opklare, og han får assistance af professorens ganske atypisk tjenestepige Sarah Fisher. Hun er videbegærlig, har oprørstrang og er ikke sådan at kue. Det finder flere af fortællingens mandlige hovedpersoner ud af.
Beskrivelserne fra rendestensmiljøet, værtshusene og de fine borgerstuer virker realistiske, og personerne fremtræder troværdige. Bogen har ud over det en fin og gennemtænkt krimigåde, og de lægefaglige behandlinger og sproget omkring dem synes meget velunderstøttede. Det skyldes nok, at den ene af bogens forfatterpar, Marissa Haetzman forsker i anæstesi. Hun har i en doktorafhandling blotlagt meget af det historiske materiale som romanen bygger på. Såvel de medicinske som videnskabelige opdagelser i romanen er baseret på virkelige begivenheder og personer. Så alt i alt lyder det rigtig godt, at dette er første bog i en serie om Sarah og Will.
Ambrose Parry (ægtefællerne Chris Brookmyre og Marisa Haetzman): Al kødets gang. Modtryk. 396 sider. Oversat af Lilian Kingo
[…] bind 1, ’Al kødets gang’, er Sarah blevet gift, og Will har studeret i Berlin. Da Will vender tilbage til Edinburgh, går […]