Andrew Hogan og Douglas Century: Jagten på El Chapo
El Chapo, eller på dansk, ’Stumpen’, var en analfabetisk lille knægt fra en landsby i Sierra Madres bjerge i Mexico. Som barn forsørgede han i 60’erne sin familie ved at sælge appelsiner på gaden. Hans kriminelle løbebane tog fart, mens han var teenager, hvor han blev involveret i smugling af narkotika. Op gennem 80’erne tilkæmpede han sig mere og mere magt og kronede sin karriere som leder af det berygtede mexicanske Sineloa-kartel. Organisationen smuglede tonsvis af kokain fra flere mellemamerikanske lande til USA, og pengene fossede ind.
Joaquin Guzman, som han hed, blev af de amerikanske myndigheder anset for at være verdens mest magtfulde narkosmugler, og magasinet Forbes havde ham fra 2009 til 2011 blandt de mest 100 magtfulde mennesker i verden. Så det er ikke en hvem som helst forfatteren til ’Jagten på El Chapo’ var med til at opspore og fælde. Det gjorde Hogan som den af den amerikanske føderale politienhed DEA (Drug Enforcement Administration), hvor han i 2006 begyndte at infiltrere Sinaloa-kartellet. I 2012 blev han indsatsleder ved DEA i Mexico.
Guzman havde siddet i fængsel i nogle år i 90’erne, men det lykkedes ham at flygte i en kurv med vasketøj. Det medførte en gigantisk skandale og en intens menneskejagt, men i mange år var han væk. Hogan kommer lidt tilfældigt på sporet af ham i 2010, og det lykkes dem gradvist at afkode kartellets kommunikationsnetværk, der gør det muligt for det mexicanske militær at gennemføre en storstilet menneskejagt. Det lykkes dem at fange ham i 2014 men efter kun et års fangenskab, stikker har igen. Denne gang gennem en halvanden kilometer lang tunnel. Det giver ham en kort periode i frihed, men i januar 2016 er det slut. Han arresteres og efter at siddet i et mexicansk fængsel, udleveres han til USA i januar 2017.
Vi følger med i jagten på ham i en velfortalt historie, der går gennem hemmelige tunneller under slumkvarterer til nogle af verdens mest eksklusive hoteller. Hogan og hans kolleger er under voldsomt pres. De er ikke alene oppe mod magtfulde forbrydere, men må også håndtere politisk pres for at levere resultater, og så er de omgivet af korrupte og illoyale politifolk og embedsmænd i Mexico. Bogen har mange gode detaljer, ikke mindst om, hvordan de trænger ind på Guzman via en lang kæde af fodsoldater og mellemmænd. Det er deres kommunikation med mobiltelefoner, der giver Hogan gennembruddet, på trods af at forbryderne har garderet sig og er meget forsigtige. Dyk med ned i den mexicanske underverden og få et levende indblik i, hvordan amerikanske agenter arbejder, når de er på jagt efter de helt store banditter.
Andrew Hogan og Douglas Century: Jagten på El Chapo. Harper Collins Nordic, 319 sider. Oversat af Nikolaj Kvistgaard Johansen