// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne Swärd: Vera
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Anne Swärd: Vera

Skrevet af den 1. februar 2019 – 08:00Ingen kommentarer

Sandrine er 17 år, da hun ankommer til Sverige. Året er 1945, og hendes rygsæk er fuld af krigens rædsler. I hendes mave vokser et lille liv. Hun er dog fast besluttet på at gøre en ende på det hele, men den svenske læge Ivan Ceder tager hende og barnet til sig, og de gifter sig. “At tage til sig” er i det her tilfælde ikke så varmt som det kan lyde. Sandrine undrer sig også over, hvad denne unge tiltrækkende læge vil med en udenlandsk og krigsskæmmet pige i ulykkelige omstændigheder. Men doktor Ceder har sine grunde.

Familien Ceder er brutal og lader intet stå i vejen for sig. Og både de og Sandrine gemmer på en række hemmeligheder, de for alt i verden vil bevare og således er der opstået en benhård og grænsende til hadsk alliance på tværs.

Da barnet kommer til verden får hun navnet Vera efter en søster til Ivan, som Sandrine ikke ved, hvad er sket med. Sandrine vil ikke kendes ved barnet, og det er husholdersken Vanna, der agerer mor for pigen.

Vi følger Sandrine i hendes nye tilværelse hos familien Ceder i Sverige samtidig med, at vi får kendskab til hendes fortid og hemmeligheder.

Fortællingen er stærk og troværdig, og man har som læser lyst til at ruske i dem alle sammen samtidig med at man helt lydløst og grænsende til det belurende følger med i de dramaer, der udspiller sig bag de fire vægge. Og mest interessant er det, at alle karakterer er udført så nøgternt, men alligevel så sansemættet, at du næsten kan mærke deres tilstedeværelse. Alle bærer de på karaktertræk, der er svære at fatte sympati for og det hele er meget køligt.

Det er en fortælling om krigens grufuldheder og skæbner, om efterkrigstidens samfund og om familiære bånd og hemmeligheder. Og om moderskab, skam og kærlighed. Om kærlighedens kraft og styrke og dens konsekvenser på godt og ondt.

Det er en meget velskrevet og medrivende roman.

Anne Swärd, Vera, Gyldendal, februar 2019, 350 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.