Når poeter er samlet, kan der ske magiske ting. Sådan var det for lidt over 200 år siden, da de engelske digtere Lord Byron og Percy Shelley sammen med Shelleys kæreste, Mary Godwin, rejste til Geneve i Schweiz. I festligt lag besluttede de sig at indgå et væddemål om hvem af dem, der kunne skrive den bedste gyserhistorie. Der er vist ingen tvivl om, hvem der vandt. Den unge pige, der af praktiske årsager kaldte sig Mary Shelley løb nok med den sejr.

”Frankenstein” er dog i dag mindre at betegne som en gyserhistorie end et spændende socialt billede. Det skal ses i den forstand, at selvom du bliver skabt af dine omgivelser, kan de godt vælge at forstøde dig.

I sin korthed handler ”Frankenstein” om en ung mand, der forsøger at skabe liv og lykkes med at skabe et monster. Den unge mand hedder Victor Frankenstein. Monsteret har ikke noget navn. Men så snart glæden ved at skabe liv har fortaget sig, og Frankenstein ser, hvad han har skabt, er han lamslået over det rædselsfulde væsen, der står foran ham. Han jager ham på porten og vil ikke have mere med ham at gøre.

Men monsteret viser hurtigt, at det ikke så let lader sig forstøde. Og snart er Frankensteins liv hvirvlet ind i sager om mord og død, og han selv har forladt Schweiz og befinder sig i en lille lejet hytte på Orkney-øerne for at skabe et kvindeligt sidestykke til det ensomme monster.

Bogen har sået frø til en sand kaskade af historier og masser af film. Jeg har læst den flere gange, så denne gang valgte jeg at lytte til den som lydbog. Jeg fandt nemlig en udgave, hvor selveste Kenneth Branagh indlæser bogen. Det var Branagh, der i 1994 præsenterede os for den hidtil i særklase bedste ”Frankenstein”-film, og den store skuespiller og instruktør giver fortællingen nøjagtigt det drama og det liv, den fortjener.

Mary Shelley udgav ”Frankenstein” i 1818, så bogen har i år 200-års jubilæum. Og mange gange skal du lede godt, hvis du vil drage sammenligninger op til dagens samfund. I ”Frankenstein” kan selve hovedhistorien måske godt ligge lidt fjernt fra det, vi oplever i dag, men der ligger meget lige under overfladen, som vi kan drage sammenligninger med.

Med de politiske briller på næsen kan du se historien som et symbol, hvordan magthaverne er med til at forme de lavere klasser og derefter støde dem væk fra magten. Eller du kan se det som samfundets regler, love og vanvittige beskatning, der skaber et afhængighedsforhold til staten, som du aldrig kan blive en del af men kun kan ’tjene’.

Men du kan også gå tættere på og se vores videnskabelige udvikling og arbejde med kloner og robotter som en vej ind til reel relevans for historien. Der er nok at tage fat på.

Den helt store gave i ”Frankenstein” er dog sproget. Fortælleteknikken er designet ned til mindste komma, og på engelsk ligger ordene smukkere i Kenneth Branaghs mund end hos mange andre. Scenerne er så velskrevede, og sætninger med følelser og liv er så velformulerede, at hårene næsten rejser sig på min arm ved tanken. Det er som smuk musik, og som sådan står de indtagende ord i skærende kontrast til den grusomme historie. Og netop den kontrast er med til at forstærke følelsen af, at det her er et regulært storværk.

Denne anmeldelse af en del af Bogbloggers tema ”Februar-klassikere”. Du kan læse mere om vores klassikermåned her, hvor der også er en liste over månedens klassikeranmeldelser.

Mary Shelley: ”Frankenstein”, Lackington, Hughes, Harding, Mavor & Jones forlag, 280 sider, januar, 1818