Mørke skove har det med at være uhyggelige. Og sådan er det da også her. Forfatteren Nora er blevet inviteret til en polterabend for sin skoleveninde, den skønne og altid perfekte Clare. Det siger hun noget modstræbende ja til, selv om hun ikke har set veninden i 10 år.

Polterabenden skal afholdes i et dejligt hus, men det ligger isoleret og forfærdelig langt ude i skoven. Der er mørkt, rigtig mørkt. Og det er så langt ude, at deltagerne hverken kan finde adspredelse eller komme i kontakt med omverdenen via deres mobiltelefoner. Der er nemlig igen dækning, og på mystisk vis bliver forbindelsen til husets eneste livsline – fastnettelefonen – kappet. Der forsvinder også ting, og gradvist stiger spændingen i den lille gruppe, der egentlig bare skulle have hygget sig sammen og genoplevet gamle minder.

Desværre er det ikke alle minderne, der er lige gode, og stemningen falder gradvist til under frysepunktet. Hygge afløses af klaustrofobi, angst og til sidst regulær panik, da der sker et mord.

Hvem der myrdes skal ikke afsløres her, men det kommer som en overraskelse. Det er der heldigvis også andet, der gør i denne velfortalte og godt konstruerede psykologisk thriller. Man er med som flue på væggen hos en gruppe kvinder, der er meget forskellige, og flere af dem har hemmeligheder, som gradvist kommer frem og bryder facaden. Spændingerne mellem dem og den enlige, homoseksuelle mand i kredsen af inviterede, virker troværdige. Selv om man kan ane konturerne af komplottet hen mod bogens slutning, venter der nogle gedigne overraskelser.

Ruth Ware er blevet kaldt den nye Agatha Christie, og det kan der måske være noget om. Vi er i hvert fald i et dejligt ærkebritisk krimi set up.

Læs også gerne anmeldelse af Kvinden i kahyt nr. 10.

Ruth Ware: I en mørk, mørk skov, Gyldendal, Oversættelse: Sara Koch, 2018, 311 sider