En 2½ kilo tung bog med billeder af Obama? Hmm, det lyder lidt suspekt. Kunne godt lugte af helgendyrkelse. Et nostalgisk trip ned af Memory Lane til dengang alt var bedre? Dengang der stod respekt om præsidentembedet. Dengang der ikke var nervøsitet om den mentale tilstand hos lederen af ’The Free World’.

Efter endt læsning må jeg blankt indrømme, at min indledende skepsis er blevet gjort til skamme. Bogen er simpelthen fuld af så mange hamrende flotte og stemningsfulde billeder af livet i Det Hvide Hus og livet som præsident. Undervejs kan man helt glemme, at Obama er i centrum. Billederne dokumenterer en periode i amerikansk historier med store sejre og fremskridt, men også tragedier og ulykker.

Det er en tradition i amerikansk politik, at den siddende præsident bliver fulgt af en eller flere fotografer. Opgaven er at dokumentere præsidentens liv i Det Hvide Hus, og det har Souza i helt overvældende grad gjort. Samtidig lykkes det ham at tegne et portræt af mennesket bag præsidentembedet.

Første gang Pete Souza fotograferede Obama var tilbage i januar 2005. Her er han nytiltrådt senator, og på bogens første billede sidder han og læser ved et stort grimt bord i et ydmygt lokale med kedelige lysstofrør i loftet. Man bladrer, og nu er motivet et helt andet. Sceneskiftet er totalt; Obama har indtaget Det Hvide Hus og sidder foran tunge mørkerøde gardiner med udsigt til en pragtfuld have, mens han taler i telefon og studerer et notat ved sit imponerende bord. Herefter følger bogen kronologisk præsidentperioden fra indsættelsesdagen til Obama siger farvel. Det sidste billede er taget fra helikopteren, der transporterer den afgående præsident væk.

Souza har taget cirka to millioner billeder, så der har været nok at vælge mellem. Obama siger selv i forordet, at han i otte år tilbragte mere tid sammen med bogens fotograf end med nogen andre, lige bortset fra den nærmeste familie. Og Souza har da også været med overalt. Med til alle møderne, med til mange intime stunder, med på 2,4 millioner kilometers flyvning på Air Force One til flere end 60 lande. Så man må sige, at han har haft adgang til det hele.

Man ser Obama med andre statsledere, med sin familie, i ophedede diskussioner om strategi og forhandlingstaktik. Man ser en leder, der i det ene øjeblik skal kunne trøste en familie, hvis 7-årige søn er et blandt flere tilfældige ofre for en galning, der går amok på en skole. For så at kunne omstille sig og deltage i en fejring eller uddeling af medaljer den næste dag. Man ser også et sympatisk menneske, der bare nyder at lave sjov, som er uhøjtidelig, elsker børn og vader ind i andre mennesker med troværdighed og charme.

Endelig beviser bogen også, at det må være et ret fedt job at være USA’s præsident. Hvem ville ikke gerne lige kunne invitere Bono og Alicia Keyes til en lille frokost i privaten? Eller hyre Prince, når der skal være fest? Den slags øjeblikke er heldigvis også repræsenteret i ’Obama i nærbillede’.

’Obama i nærbillede. Otte år i Det Hvide Hus’, Pete Souza, med forord af Barack Obama
Gyldendal, 350 sider, Oversættelse: Nana Wendt Sølvsteen, Januar 2018.