Flemming Toft blev nærmest folkeeje, da han en junidag i 1992 på de fleste danske tv-skærme i en glædesrus råbte det for mange ukendte ord ’Hutlihut’ ud i æteren. Det blev bemærket, men mange danskere følte dengang, at de sagtens kunne have fundet på at råbe det samme.

Årsagen til Flemming Tofts råb dengang var naturligvis, at han som kommentator til EM-finalen i fodbold i Sverige mellem Danmark og Tyskland netop havde set John Faxe Jensen banke bolden op i nettaget bag en sagesløs Oliver Khan, og at Danmark – stik mod alle forventninger og odds og spillet – nu førte 1-0. Det første skridt mod den stadig næsten uforklarlige EM-titel var taget.

Nu her 25 år efter folkefesten har Flemming Toft udgivet en bog, der cirkulerer om denne unikke begivenhed. Og det er fin læsning. For Flemming Toft har en fortid som skrivende journalist på Frederiksborg Amts Avis, og han ved godt, hvordan man sætter ordene sammen.

Men der, hvor vi faktisk får en gave, er også der, hvor bogen – i mine øjne – fejler en smule. Gaven består i, at vi faktisk får to bøger i en. Hvert andet kapitel handler nemlig om Flemmings egen opvækst og liv, mens resten handler om begivenhederne omkring EM-titlen i 1992. Godt bygget op. Godt skrevet. Og slet ikke uspændende.

Men jeg sidder flere gange og tænker, hvad det interessante egentlig er. Jeg glæder mig hele tiden til kapitlerne om EM. Hvordan oplevede Flemming det? Hvad med hans anstrengte forhold til Ricard Møller Nielsen? Hvordan var det at være med hele vejen og så tæt på?

Og så kommer vi til kapitlerne om ham selv og hans eget liv. Igen: ikke dårligt skrevet. Ikke kedeligt. Men let uinteressant. Jeg sidder og tænker, hvorfor jeg dog læser om det. Det lyder hårdt, og sådan er det slet ikke ment. Flemming Toft er en fantastisk fyr. Men han er ikke Churchill. Han er ikke Steve Jobs. Han er Zlatan. Han er Flemming; en mand med den samme uddannelse som min og i store træk de samme oplevelser. Jeg vil såmænd gerne høre om Flemmings liv. Men jeg ved ikke, om han helt kan bære en hel (eller i dette tilfælde: en halv) bog om ham.

Som sagt er bogen godt skrevet. Vi får masser af guf fra EM-tiden, og vi får såmænd også masser af små perler fra hans barn- og ung- og ’voksen’dom. Så bogen er letlæselig og en hurtig oplevelse. Men den får mig desværre ikke helt op og ringe med klokkerne.

Hutlihut, Flemming Toft, Gyldendal, 296 sider, Oktober 2017.