Kate Hamer: Pigen med den røde frakke
Sådan, sikke en medrivende og hjertegribende krimi fra Kate Hamer.
Beth er blevet skilt for kort tid siden, og forsøger at holde sammen på sig selv og skabe et godt og trygt hjem for sin 8 årige datter Carmel. Pengene er små, men hun formår indimellem at give datteren, det hun ønsker sig. Et af Carmels ønsker er en rød frakke, som hun får og elsker at gå med. Et andet brændende ønske er et par røde sko, der står i den lokale skobutik, og som moren ikke har råd til.
Faren Paul har været ude i periferien og har startet et nyt liv op med en anden kvinde Lucy. Han er nu på vej ind i Carmels liv igen, fordi han mener, at Beth er kommet sig nogenlunde over skilsmissen og kan håndtere, at de ser hinanden igen. Beth har været meget såret over skilsmissen. Hun er også meget alene, da hun ikke har nogen kontakt til sine egne forældre og ikke har haft det siden Carmel var spæd. Måske netop derfor har hun bygget en lille verden op om omkring sig selv og datteren, som hun er meget bange for at miste. Så bange, at når de er ude sammen, forlanger Beth, at de skal holde i hånd, så Carmel ikke bliver væk. Der har nemlig været en enkelt episode, hvor hun blev væk, men fundet i god behold.
En dag, hvor de skal på eventyrfestival sker det forfærdelige, som Beth sådan har frygtet. Hendes datter bliver væk – og nu er det rigtigt væk. Der bliver iværksat en eftersøgning, men ingen har set hende. Carmel har gemt sig for sin mor for at få fred og ikke blive holdt øje med hele tiden. Hun falder over nogle eventyrbøger, og da hun endelig er færdig med at læse dem, er klokken blevet mange og hun kan ikke finde sin mor. Til gengæld finder en ældre mand hende, og siger, at hun trygt kan komme med ham, for han er hendes morfar. Carmel begår den frygtelige fejl at stole på ham og går med ham.
Politiet har ingen spor at gå efter, Carmel er væk. Beth er ødelagt og hendes sorg er altoverskyggende. Hun hulter sig igennem dagene, og hver gang hun kommer ud, så er det for at lede efter sin datter. Paul er selvfølgelig også meget ked af det, og langsomt kommer han og Lucy ind i Beths liv, så de kan støtte hinanden.
Den røde frakke bliver gennemgående, for hver gang Beth ser noget rødt ser hun Carmel. Hun køber også de røde sko og sætter på Carmels værelse, for så er hun sikker på, at hun kommer hjem igen.
Men faktisk går dagene, ugerne og månederne ubarmhjertigt – og bliver til år, uden at Carmel bliver fundet. Hvem er den mand, som har taget Carmel og vil have at hun skal kalde sig bedstefar? Og hvor er Carmel? Det får man faktisk at vide, fordi bogen skifter mellem Beth og Carmel som fortæller, så man som læser følger begges liv. Et liv som bestemt ikke bliver som ønsket, men som på trods af alt det forfærdelige der sker, bevarer en ukuelig kerne af håb hos dem begge.
Pigen i den røde frakke er en af de sjældne krimier, som jeg vil læse igen på et tidspunkt. Det er sjældent, at en krimi ud over at være spændende også er rørende. Det er Pigen i den røde frakke.
Kate Hamer, Pigen med den røde frakke, Forlaget Hoff & Poulsen, 412 sider, oversat af Svend Ranild, oktober 2017