Dan Nilsson er ved at blive den der velkendte ’næste i rækken’ af svenske krimiforfattere, der tager deres læsere med storm. Men det er en rejse. Og det er lidt hans egen skyld.

Mens figurer som Wallander, Beck, Maria Wern og mange andre har været så intense bogsucceser, at de også er lavet til tv-serier, så ligger Dan Nilssons internetdetektiv ’Vågeren’ på en lidt anden hylde. Sagerne er såmænd spændende nok, og der kan ikke herske nogen tvivl om, at Vågeren i højere grad er en figur, der kalder på et yngre publikum end førnævnte helte/antihelte. Men mens handlingen ligger langt mere i øjenhøjde hos nutidens unge, så er der andet, der ikke gør.

Nilsson skriver nemlig bøgerne om Vågeren ganske traditionelt. Med det mener jeg, at han hverken bruger særlige forfattertricks, tilbyder specielt og indbydende layout eller krydrer fortællingen med et ungt og spændende sprog. Det skaber en underlig ubalance. Lidt ligesom, hvis en stor, sort herre med baseball cap og store guldkæder kommer på scenen og begynder at synge opera. Begge dele for sig selv er fine, men det er et lidt besynderligt match – eller skal vi kalde det udtryk.

Bøger som denne kalder eksempelvis på mere grafiske sexscener, moderne udtryk og nyt og levende talesprog. Det får vi bare ikke. Og derfor sidder jeg og føler mig en lille smule snydt.

Jeg er godt klar over, at jeg kan være offer for en af mine egne største aversioner: at sidde og anmelde ud fra mine egne forventninger i stedet for det, jeg rent faktisk oplever. Så vær søde at bære over med mig. Min oplevelse er bare, at jeg med handlingen og hovedpersonen føler, jeg bliver stillet noget i udsigt, men jeg får noget helt andet – og det er ikke nyt, men traditionelt.

Tag ikke fejl. Nilsson skriver glimrende. Hans handling i ”Jeg følger dig” er ganske fængslende. Vågeren bliver ramt af identitetstyveri, og sammen med den kvindelige krimi-nørd, ’Spanierinden’, bliver han nu kastet ud i et eventyr, hvor han både skal finde sin identitet, forhindre mord og afsløre løgne i sin fars firma. Alt sammen spændende og godt fortalt.

På trods af mine betænkeligheder ved en sammenblanding af udtryk, så er det her en ganske underholdende fortælling. Nej, jeg er ikke blæst helt omkuld. Men jeg læste bogen til ende, fordi jeg ville vide, hvad der nu skete. Og jeg forlanger ikke meget andet af en krimi.

Jeg følger dig, Dan Nilsson, Hoi Forlag, 331 sider, 2017.