// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Flemming Jensen: Vorherre er en rutebil
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Flemming Jensen: Vorherre er en rutebil

Skrevet af den 11. december 2017 – 07:42Ingen kommentarer

En litterær satirisk komedie er skabt, og den bør læses. Ingredienserne virker måske ikke umiddelbart oplagte at sætte sammen, men med Flemming Jensens kyndige fortællerstemme fungerer det rigtig godt: Frelsens hær og Melodi Grand Prix. En politisk spidskandidat og mordet på en hund. Vorherre og en rutebil.

Flemming Jensen har skrevet en underfundig historie, som på herlig subtil vis er samfundskritisk. Den politiske verden bliver debatteret gennem fortællingen om det politiske fyrtårn, Jørgen Brandt, der kommer til at tabe bukserne i et tv-show og flasher et par underbukser med teksten ”Double airbag”. Det giver ikke umiddelbart stemmer, mener det politiske bagland, og derfor må de finde en anden spidskandidat. Ham finder de i Schweiz, og opdagelsen af milliardæren Kruuse virker ligetil, men det bliver alligevel en hård opgave for spindoktorer og departementchefer at rette ham til. Og det er sjovt at læse om.

Samtidig lærer vi om kærlighed i Frelsens hær – mellem den unge Simon, der er forsanger, og Lærke, der falder for ham, FØR hun kender til hans tilknytning til hæren. For der er nok mange, der vil være enige i, at det ikke er en populær scorereplik at fortælle, at man synger med Frelsens Hær. Men Lærke og Simon får forholdet på gled og gør en stor indsats for at få Frelsens Hær til at fylde mere i befolkningens bevidsthed, og det foregår så via Melodi Grand Prix. Det giver ikke just god mening, når man læser det, men det virker altså. Sjovt.

Der er nogle stykker, der får denne bog i julegave af mig, for jeg synes, den er skøn. Satirisk, samfundskritisk og dejligt varm i skønne personlighedsskildringer.

Vorherre er en rutebil, Flemming Jensen, Turbine, udgivet 28. september 2017, 320 sider

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.