Jeg har altid haft en fascination af overnaturlige historier, myter, sagn og religion i det hele taget. Jeg har både læst og set meget Valhalla som barn, og jeg har da også læst nogle islandske sagaer gennem årene. Jeg skal på ingen måde gøre mig til ekspert i asatro, men pointen er nærmere, at jeg har set frem til at læse denne lille historie.

Og når jeg siger ”lille historie”, så er det udelukkende ment i en fysisk forståelse. For teksten er kort, og den tager udgangspunkt i pigen Hella, der både er smuk og stærk. Indholdsmæssigt rummer bogen meget på kort tid. Hellas far dør, og hun søger ud for at få hævn. På sin rejse møder hun en fremmed mand, der fortæller hende sagnet om Hel. Sagnet, som omdefinerer, hvad vi troede, vi vidste om Odin, Loke og de andre aser og væsner i dette univers.

Selve historien, både sagnet og fortællingen udenom med Hella og den fremmede mand, er skrevet utroligt levende og humørfuldt. Vi oplever blandt andet flere gange, at Hella bryder ud i forargelse eller chok over sagnet, hun og vi hører. Hun fungerer på den måde som en slags tovholder, og hun stiller mange kritiske spørgsmål til historien, når hun synes, at uregelmæssighederne bliver for store.

Noget af det, som Loránd-Levente Pálfi gør rigtigt godt, er at skabe en meget autentisk stemning. Det er en kombination af flere ting, som er med til at gøre, at det virker. Det er både ordforrådet og måden, der tales på, men det er ligeså meget, at teksten står i runer på den ene side og dansk på den anden.

Man kan ikke undgå at lade sig rive med i denne korte historie, der byder på alt fra kærlighed til magtkampe i en humoristisk tone. Det var kun af nød, at jeg lagde den fra mig og ikke læste den fra ende til anden i én omgang.

Loránd-Levente Pálfi: Hels drøm, 2017, Forlaget Svælg, 97 sider (hvoraf halvdelen er runeskrift).