Nick Løkke-Andersen var engang en succesfuld reklamemand i USA, hvor han stiftede Fortune & Andersen, et af vestkystens mest succesfulde boutique bureauer. Nu er han i en identitetskrise, med sin mor spøgende i baggrunden. Han er i et fremmed land med værdier, som både er fjernt fra og tæt på, hvad han har været vant til. Han er rejst til den hellige ashram, hvor guruen Sri Bhakti har sit virke. Her er der daglige bønner, og her møder Nick sit kosmiske modspil. Nick forsøger, alt hvad han kan at lade sig opsluge af sin nyfundne spiritualitet, og snart oplever han forunderlige ting, som provokerer hans tro endnu mere. Men hvad er det, der foregår på dette hellige sted?

Allerede i bogens første kapitel, i den allerførste interaktion, møder vi store modsætninger. På overfladen møder den vestlige verdens velstand det fattige Indien, som også visualiseres i en tung hovedrysten fra den indiske sikh-chauffør Harjit, da vores protagonist, Nick, i empati giver to tiggerbørn penge fra limousinens vindue. I det samme møde mærker vi også kampen mellem den nysgerrige optimisme, som nemt udspringer af velfærd, og den vrede pessimisme, der stortrives i et land i fattigdom.

I ashramen ser vi også modsætningsforholdet. Det er sat op til, at man skal modtage åndelig indsigt og opnå en højere balance i verden, men først skal man lige igennem en rigid indregistrering og efterleve strenge regler, for ikke at tale om al den merchandise, der kan erhverves.

Men man mærker også humoren, der ligger lige bag ved den kontante skrivestil. Og der er en direkthed, der kun får humoren til at poppe endnu mere. Jeg har i hvert fald siddet med mange små smil og grin gennem hele bogen.

Det er helt bestemt en interessant rejse gennem tvivl og lommefilosofi. Man bliver kastet frem og tilbage mellem tro og tvivl, så man til tider ikke ved, hvad man skal … ja, hvad man skal tro.

Jeg er vist en fan af denne strukturerede uforudsigelighed og mangel på det forventelige. Det skaber en god stemning og en dynamik, der hurtigt kan ændre sig.

Lommefilosofien breder sig til tider, og ganske ofte, over i noget struktureret samfundskritik, og det føles faktisk meget naturligt, midtvejs under Nicks søgen væk fra forbrugstilbedelse mod ”at lære ikke at tænke”, som den tydeligt trætte-af-vesterlændinge chauffør udtrykker det.

Til tider får man fornemmelsen af, at Peter Fogtdal ikke bryder sig om tro og religion, men måske er budskabet blot, at man ikke skal forsøge at regne religion ud? ”Gud er blevet alt for menneskelig, Mr. Nick. Han burde distancere sig fra sine børn og lade være med at fedte sig ind hos os med sine billige tricks.” Men så formår Fogtdal at formidle en oprigtig higen efter et glimt af sandheden – en eller anden sandhed, hvad den end måtte være.

Denne bog er både for den læser, som søger et godt og absurd grin, og for den læser, som søger et spirituelt indspark i sit liv. ”… tester vores tro, fordi troen skal testes, så den ikke bliver til viden.” Dette er nøjagtig essensen af Det store glidefald, som jeg har haft stor fornøjelse af at læse. Den er fuld af humor, guddommelighed og skepticisme. Fuld af eksistentielle åndedrag, der forsøger at navigere i en verden af marketing og gudssøgen.

Peter H. Fogtdal: Det store glidefald, 2017, TURBINE, 332 sider.