// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Karsten Skov: Knacker
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historisk roman

Karsten Skov: Knacker

Skrevet af den 6. april 2017 – 07:14Ingen kommentarer

Forlaget Mellemgaard fortæller, at en af dets bøger skal filmatiseres og blive til en storfilm om en sønderjysk soldat under 1. verdenskrig.

Det drejer sig om romanen Knacker af Karsten Skov. Romanen udkom i 2013, og vi har læst den usædvanlige fortælling. Usædvanlig fordi, der næsten ikke er skrevet noget om de cirka 30.000 sønderjyder, der blev tvunget til at kæmpe for Tyskland under 1. verdenskrig. Sønderjylland var jo kommet under fremmed styre efter nederlaget til Preussen og Østrig i 1864, og landsdelen blev på det nærmeste tømt for mænd.

Danskerne var underlagt tysk lovgivning og værnepligt og måtte af sted til fronten. Karsten Skov fortæller i sit forord, at flere end 5.300 sønderjyder blev dræbt, og godt 7.000 vendte tilbage som invalider, så krigen havde alvorlige konsekvenser for landsdelen – selv om Sønderjylland efter krigen atter blev en del af Danmark.

”Knacker” er øgenavn for de dansktalende nordslesvigere, der måtte gå i den tyske hærs tjeneste. Bogens hovedperson, Esben Mikkelsen, er på en hårdt tiltrængt orlov hos sin kone og deres børn, da en sadistisk tysk gendarm ser sig sur på ham og tvinger ham til at tage tilbage til de livsfarlige skyttegrave, før orloven udløber. Det bliver for meget for Esben, der efter en pludselig indskydelse beslutter sig for at desertere. Det mislykkes for ham at komme til det neutrale Danmark, og han må gemme sig rundt omkring. Længst tid sidder han på sit hus’ loft, hvor han på afstand kan følge med i familiens liv. Holz, den tyske gendarm, snuser konstant rundt efter ham og falder ikke for afledningsmanøvrer.

Esben er ved at blive vanvittig over isolationen og den konstante frygt for at blive opdaget. Straffen er enten langvarigt fængsel eller døden. Historien får sit drive i spændingsfeltet mellem Holz, familien og resten af det lille samfund. Miljøskildringerne fra Sønderjylland virker troværdige, og de er skrevet med fin indlevelse af forfatteren. Det gælder også persongalleriet, så der er tale om en vellykket bog om et stykke uoplyst Danmarkshistorie. Og der må kunne komme en spændende film med slagscener, kærlige øjeblikke i familiens skød og modsætningsforholdet mellem danskerne og tyskerne, der kæmper for at udslette det dansksindede til fordel for tyske skikke, regler og sprog.

Knacker, Karsten Skov, Forlaget Mellemgaard, 276 sider, 2013.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.