// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ian Rankin: Gamle fjender
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Krimi

Ian Rankin: Gamle fjender

Skrevet af den 30. marts 2017 – 07:20Ingen kommentarer

Gennem 30 år har skotske Ian Rankin sendt sine mange fortællinger om John Rebus fra Edinburgh på gaden. Nogle af dem er berømmet blandt krimifans, som noget af det ypperste engelsk/skotske inden for genren. Og det siger jo ikke så lidt, når man tager i betragtning, hvor mange gode krimier, der udgives i Storbritannien.

Vores helt er kommet godt op i årene og er gået på pension. Alderen svækker ham, og han skåret hårdt ned på smøger, kaffe og alkohol. Lægerne har fundet en mørk skygge på hans ene lunge, og sammen med kæresten prøver Rebus at holde angsten fra livet.

Det ligger ikke til ham at være bange, og i ”Gamle fjender” finder han da også hurtigt en gammel sag at kaste sig over. For 40 år siden blev den underskønne og promiskuøse Maria Turquand fundet myrdet på sit hotelværelse. Det fashionable hotel havde samme aften besøg af en celeber rockstjerne og hele af hans slæng, så der var gang i den. Mordet er uopklaret, men Rebus vil løse mysteriet.

En af Edinburghs nye stærke kriminelle er blevet udsat for et voldsomt overfald, og en undersøgelse af hvidvaskning er med til at true hans position i magtpyramiden. Alt tyder på, at et voldsomt opgør om magten i underverdenen er under opsejling. Den gamle forbryderboss Big Ger Cafferty skulle efter sigende være gået på pension, men måske er det ham, der trækker i trådene. Rebus’ gamle politikolleger er på sagen, men Big Ger vil kunne tale med sin ærkefjende, den nu pensionerede Rebus. Det giver romanen nogle herlige episoder, hvor de to gamle gutter støder sammen igen, men også i forhold til de mange knuder, politiet i Edinburgh må slå på sig selv, for at tillade en pensionist at blive en del af en verserende sag.

Der er meget godt i bogen for Rebus-fans. Skildringerne fra Edinburgh er stemningsmættede og som sædvanlig er personer og handling troværdig. Men bogen er bestemt ikke blandt den lange series bedste. Der er for mange sidehistorier, og det bliver for svært at finde rundt i hvem, der har hvad, på hvem. Og så bliver handlingen desværre lidt vel langtrukken. Så denne gang, desværre et lunkent gensyn med en af genrens helt store skikkelser.

Ian Rankin, “Gamle fjender”, Klim, 372 sider, Oversat af Søren K. Barsøe

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.