Eddie Thomas Petersen: Værelse til leje
Jeg er vild med krimier, hvor forfatteren langsomt piller lag for lag af hovedpersonerne, så plottet ændrer form, og jeg vender hver side med spænding, for at se hvor vi mon nu skal hen. Sådan en krimi er Værelse til leje, og forfatteren Eddie Thomas Petersen behersker til fulde disciplinen. Det er virkelig god underholdning.
Vi følger Lennart Bygholm Nielsen, som har boet alene i sin lejlighed i mange år. Han passer sig selv og sit job som fuldmægtig i en bank. Han har ikke mange venner, men ser dog lejlighedsvis sin kollega Lena til koncerter og middage – hel platonisk. Han går meget op i fugle, og har et par venner, Linus og Håkan, som han tager på fugleture sammen med. Der forsøger de at afdække trækfuglenes ruter, og mobilmasternes påvirkning af fuglene.
Så er der jo også Natajsa, en ung kvinde fra Ukraine, som lejede et værelse hos Lennart for et år siden. Nu er hun forsvundet, og den sidste, der har talt med hende er Lennart. Vist nok. For det viser sig, at Lennart har nogle huller i sin hukommelse. Han tog til Sverige med sine fuglevenner den weekend, hvor Natasja forsvandt, og da han kommer tilbage bliver han opsøgt af politiet, som er meget interesseret i at høre, hvad han har lavet i den weekend. De vil også vide, hvordan hans forhold til Natasja egentligt var. Kan det virkelig være rigtigt, at en mand i fyrrerne, som er single ikke har været interesseret i at få et forhold til en ung smuk kvinde, som går rundt i hans lejlighed?
Ved første øjekast ser alt umiddelbart helt almindeligt ud, men for hver side man læser, bliver der afdækket små bidder af hemmeligheder, som gør at billedet ændrer sig, og ændrer sig igen. Hvem er Lennart egentligt? Og hvem er Natasja og hendes veninde Anna? Politiet har deres egen teori, som de arbejder på at få afdækket, men er de på rette spor?
Det er spændende og plottet fungerer godt på et fundament af mistro, hemmeligheder, og barndommens dystre minder. Tonen i bogen er speciel, fordi afsløringerne kommer, når man mindst venter det. Det er Eddie Thomas Petersens fjerde bog, og jeg er fan.
Eddie Thomas Petersen, Værelse til leje, Forlaget People’sPress, 291 sider, februar 2017.