Jan-Werner Müller: Hvad er populisme
Hvad er populisme?
Det spørgsmål vil den tyske professor Jan-Werner Müller besvare i sit 170 sider lange essay. Og det lykkes ham at give interessante og troværdige bud og fortolkninger af dette begreb, der bliver stadig vigtigere, hvis man vil forstå tendenser i europæisk og amerikansk politisk kultur. Man må sige, at Müllers timing er god. Tænk bare på Brexit, Trump, Marie le Pen i Frankrig og Viktor Orban i Ungarn. Og såvel Dansk Folkeparti som Nye Borgerlige er også hyppigt blevet betegnet som populister.
I den gængse brug er ”populisme” nedsættende: Populister lefler for det såkaldte ”folk”, omgås sandheden lemfældigt, og ofte appelleres der til de laveste instinkter. Müller tager en mere analytisk tilgang, og siger, at populisme bør forstås som en strategi, der styrer, hvordan politik udformes og udføres.
Populismens afsæt er således overbevisningen om, at ”folket” er en entydig og moralsk ren gruppe i samfundet, som udnyttes af ”eliten” – de dumme svin. Med Müllers ord:
»Populisme er ifølge min tese en ganske bestemt forestilling om politik, som hylder det moralsk rene homogene folk, der står over for en umoralsk, korrupt og snylteragtig elite – som altså ikke er en del af folket«. I denne optik er populisterne, de eneste der kan gøre moralsk krav på at repræsentere folket. Politiske modstandere har ingen legitimitet, og her ligger kimen til de antidemokratiske strømninger, der ofte følger i populisternes fodspor.
Müller dokumenterer grundigt sine analyser og vurderinger med eksempler fra Østeuropa, USA, Tyrkiet og Sydamerika, og han viser, at populisme er et politisk fænomen på både højre- og venstrefløjen. Han ser også nærmere på og kritiserer gængse definitioner og kritik af populismen.
Abstraktionsniveauet i bogen er til tider vel højt, og Müllers målgruppe må være vant til at læse teoretisk-politiske tekster. Dette gælder især bogens indledende kapitler. Men lad det ikke afskrække dig, hvis emnet interesserer. Der er masser af spændende iagttagelser og gode forklaringer på et fænomen, vi sikkert kommer til at høre mere om – og blive påvirkede af i fremtiden.
Jan-Werner Müller: Hvad er populisme? Informations Forlag, Oversat af Hans-Jørgen Birkmose. 170 sider. 2016.