// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Paul Sussman: Den skjulte oase
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Paul Sussman: Den skjulte oase

Skrevet af den 10. december 2009 – 08:00Ingen kommentarer

skjult oaseEgyptens lange historie, monumentale ruiner og interne spændinger gør landet oplagt til eventyr. Og det er et eventyr, som Paul Sussman har skruet sammen med ”Den skjulte oase”. Men hvor Sussmans to succesfulde tidligere bøger ”Den forsvundne hær” og ”Templets sidste hemmelighed” har den egyptiske politimand Yusuf Khalifa som hovedperson, er hovedrollen nu i stedet taget af Freya Hannen.

Freya ankommer egentligt til Egypten for at begrave sin søster. Men der er noget omkring søsterens død og det arkæologiske projekt, som søsteren arbejdede på, der bare ikke virker rigtigt. Så Freya går i gang med sin egen undersøgelse og assisteres efterhånden af den lettere livstrætte, men alligevel særdeles handlekraftige, professor Flin Brodie.

Resten af handlingen skal være ufortalt, men der er både dømt superskurke, CIA, beduiner og et hæsblæsende tempo. Og det hele slutter, i ægte Hollywood-stil, med en finale hvor hovedpersonen undslipper på et hængende hår, mens det hele eksploderer. Med andre ord virker det mere som forlægget for en film end som en roman.

Hvis du er til Dan Brown-stilen, som jeg, er fart og tempo godt, og det byder bogen på. Men ”Den skjulte oase” bliver alligevel til sidst en smule for fantastisk. Jeg endte i hvert fald med at savne Yusuf Khalifa og håber, at Paul Sussman bringer ham tilbage i sin næste bog.

Paul Sussman, Den skjulte oase, Tiderne Skifter, November 2009, Oversat af Werner Svendsen, 496 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.