// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Stefano Tamburini & Tanino Liberatore: Ranx
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Tegneserie

Stefano Tamburini & Tanino Liberatore: Ranx

Skrevet af den 11. september 2016 – 07:09Ingen kommentarer

I en tåge af lim, smack og morfin smadrer stodderrobotten Ranx sig gennem Tamburinis proto-cyberpunk univers. Med sig har han sin 12-årige heroinjunkie-kæreste Lubna. Ranx, der oprindeligt primært bestod af kopimaskine, blev skabt som en gave til Lubna. Efter et slag i hovedet, viser det sig, at hans aggressionspotentiometer står på max. Hans opfinder dør, inden fejlen kan rettes, men det generer tilsyneladende ikke Lubna, at hendes kæreste maltrakterer og myrder alle omkring sig. Så længe han bare sørger for at skaffe junk, og forbliver hendes præmiepik.

Jeg elsker Ranx. Sjældent har noget i dén grad levet op til sin kultstatus. Den består af en række historier, der alle udkom løbende mellem 78 og 96 i forskellige magasiner, men nu udgives de for første gang samlet og på dansk.

Der er ultravold og perversiteter på hver evig eneste side fra start til slut. Tempoet er fatalt højt, og karaktererne er totalt blottede for empati – alle sammen! Det er et groteskt orgie af sex og voldtægt med og af mindreårige, splat og forskruet, sort, racistisk, homofobisk, sjofel humor. Ranx er, med andre ord, ikke for alle. Der er ingen disclaimers, ingen bortforklaringer, ingen trigger warnings og ingen dårlig samvittighed – bare rå og kold sex and violence, for at låne samtidsbandet The Exploiteds ord.

Både historierne, ordene og rammerne er uhyrligt grove. Men bag illustrationerne af pik, nøgne børnekroppe og lignende gemmer der sig et spektakulært fremtidsunivers bestående af forskellige klasseinddelte niveauer og futuristisk semi-dystopisk teknologi og kultur. Det er ikke mindst derfra, Ranx har sin kultstatus. Forlaget, Cobolt, beskriver den som en åndelig forfader til William Gibsons Neuromancer og Phillip K. Dicks Do Androids Dream of Electric Sheep, der inspirerede filmen Blade Runner, og det er helt rigtigt set. Ud over at være banebrydende anticensur-pulp er Ranx også forløber for cyberpunk-bølgen.

Stefano Tamburini & Tanino Liberatore, Ranx, Cobolt, september 2016, 184 sider

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.