Kristina Stoltz: Som om
Fanny vokser op på Christianshavn med en ustabil far, der på én og samme tid er politisk aktivist, maniodepressiv, livsnyder og en far, der virkelig elsker sin datter og en mor der skiftevis forlader og tager faderen til nåde. Fanny inddrages i sine forældres liv på godt og ondt, og det er noget, der følger hende ind i eget voksenliv.
Voksenlivet følger vi også og her går det ikke meget bedre. Ægteskabet skranter, arbejdslivet kører ikke på skinner, og faderens spontane tilstedeværelse er svær. Og en dag vågner Fanny op med en hvid sky for venstre øje.
De to spor i Fannys liv danner rammen for denne fortælling om kærlighed, loyalitet og vores drifter. Om oprør og afsavn og valg og fravalg.
Fortællingen springer meget i tid og sted og når et kapitel starter, ved du ikke altid, hvem det nu drejer sig om. Det gør det forvirrende, men det passer måske meget godt med hele fortællingen om Fanny og hendes rodløse barndom, ustabile forældre, skrantende ægteskab og hendes liv generelt.
Denne semi-biografiske fortælling om Fanny er nærværende og troværdig. Det er en uforsødet skildring af, hvad opbrud og kærlighed kan gøre ved et menneske – pakket ind i et flot sprog og sceneri.
Du føler, hører og ser det hele meget tydeligt, mens du læser. En lidt speciel, men god læseoplevelse.
Kristina Stoltz, Som om, Rosinante, maj 2016, 246 sider.